Her for nylig har der været meget debat omkring fraværsordningen på gymnasier. Debatten er udsprunget fra fem initiativer, som den gode undervisningsminister Merete Riisager har valgt at sætte i søen for at bekæmpe fravær, pjæk og det, hun ser som en ’useriøs studiekultur’. I sin essens går de fem initiativer ud på at stramme grebet for fraværsregistreringen, der præger de gymnasiale uddannelser. Jeg går selv på et alment gymnasium, et STX. Og hold kæft, hvor er jeg træt af fraværsregistreringen. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvor åndssvagt det hele kan blive, efter Riisager har været inde og pille ved fraværsmaskineriet. Og for mig at se ligger problemet i virkeligheden i, at der et mismatch mellem den måde, eleverne og lærerne behandles på, når det kommer til fravær.

Lige nu skal man som elev på en gymnasial uddannelse holde øje med sit fravær for ikke at få advarsler, studievejledersamtaler og ultimativt en udsmidning i hovedet. Det er sådan set lige meget, om du er syg, laver politisk eller frivilligt arbejde, driver en forretning ved siden studiet eller om du pjækker. Dit fravær er det samme, og der gøres ikke forskel på fraværet på baggrund af de årsager, der ligger bag. Det eneste, der, i hvert fald på mit gymnasium, kan undskylde fravær, er sport. Hvis du er Team Copenhagen- eller Team Denmark-elev, kan du godt slippe af sted med et ganske højt fravær. Altså kan man tage til turneringer, træning m.m. og trække fraværet uden, at det for alvor gør studievejlederen noget. For du skal jo passe din sport, for helvede.

Men det er ikke, fordi sportens særbehandling som legitim fraværsårsag er det, det her skal handle om. Det er et problem, som der skal ses på. Der skal være plads til også at kunne trække fravær på baggrund af iværksætteri, politisk eller frivilligt arbejde og lignende. Der er absolut ingen grund til særbehandlingen af sport.

Den primære demotiverende faktor i mit gymnasieliv når det kommer til fravær, er lærernes fraværsregler. For de lever jo i en helt anden verden end os, når det kommer til fraværet. Jeg bliver overvåget nøje, og kan kraftedeme knapt nok blive hjemme, hvis jeg er syg. Og ja, jeg trækker da noget fravær i ny og næ for at udføre arbejde, der, alt andet lige, er vigtigere end en enkelt time i et eller andet fag. Men hvis vi vil have de engagerede elever med, dem der laver noget uden for studierne, så skal der laves plads til dem. Og det gør man ikke med de linjer, som Riisager og co. tegner op lige p.t.

Der lægges op til, at overvågningen af elevernes fravær skal strammes yderligere, og at der skal være mindre plads til dem, der ikke nødvendigvis passer ind i en firkantet idé om den optimale elev. Imens slipper lærerne uset udenom. Jeg oplever ugentligt lærere, der uden forklaring og konsekvenser aflyser moduler med kort varsel. Lærere, der kommer for sent. Lærere, der ikke får rettet de indleverede opgaver til den lovede tidsfrist. Og jeg er træt af det. Men mest af alt er jeg træt af, at lærerne uden konsekvenser kan begå brud på de regler, som eleverne skal leve op til. Derfor tænker jeg, at det er helt rimeligt, at lærerne skal have de samme fraværsregler som eleverne.

Der en slags indforstået kontrakt, der danner ramme og grundlag for ens gymnasiale uddannelse. Mød op. Vær der til tiden. Lav dine opgaver. Og den kontrakt bliver eleverne rapset for at bryde, uanset årsagen hertil. Men det gør lærerne bare ikke i samme grad. Ja, lærerne er autoriteten i en skole. Sådan er det jo. Men det betyder ikke, at de skal prioriteres højere end eleverne, og at de skal forskelsbehandles, når det kommer til f.eks. fravær. Alle, der deltager i de gymnasiale uddannelser, bør overholde samme indforståede kontrakt på lige vilkår. Både lærere og elever.

Der er generelt en underlig tendens i uddannelsessystemet i Danmark. Og det er, at reglerne er helt uden korrelation til den virkelige verden. Den almindelige, virkelige verden, vi næsten alle skal ud i efter endt uddannelse. Det er ikke kutymen, at ansøgere til et job optages på baggrund af rent kvantitative tal, der måler deres performance på et givent tidspunkt. Men det er det i uddannelsessystemet, når man vil ind på en uddannelse. Det er heller ikke kutymen, at man på grænsende-til-det-sygelig vis overvåger sine ansattes fravær. Men det er det i uddannelsessystemet, når det gælder eleverne. Bare ikke lærerne. Og det er måske i virkeligheden der, hvor landet ligger. Lærerne spiller på arbejdsmarkedets regler, eleverne presses ind i nogle arbitrære, kun i uddannelsessystemet gældende, regler.

Så vi står altså overfor to muligheder: at indordne lærerne under uddannelsessystemets regler eller at indordne eleverne under arbejdsmarkedets regler. Det sidste virker usandsynligt, som det er lige nu. Men det bør være det ultimative mål hele vejen gennem uddannelsessystemet. Indtil det ultimative mål kan opfyldes, er der altså kun en mulighed tilbage. For der er simpelthen nødt til at være nogenlunde overensstemmelse mellem den måde, eleverne behandles på, og den måde, lærerne behandles på. Ganske vist er forskelle nødvendige. Men der må ikke være forskelle af så urimelig en karakter, som der er på fraværsområdet lige nu.

Så, kære Merete Riisager og jer andre på Slotsholmen: giv nu lærerne de samme fraværsregler som eleverne. For helvede.

Responses

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.