Ytringsfrihed gælder åbenbart ikke for os, der er imod kongehuset

Man kan godt få lidt knubs af og til for at være imod kongehuset. For at være antiroyal. Men her den sidste uges tid har jeg alligevel været ude for den slags knubs, som man lige studser over en ekstra gang. Den sidste uges tid har været ret intens i forhold til antiroyale aktiviteter fra min side af. Der er dog to episoder, som er opstået med præcis en uges mellemrum – fra lørdag til lørdag, som jeg gerne vil sætte fokus på. For de er direkte symptomatiske for status quo i Danmark. De er symptomatiske for et sygt kulturclash, der er mellem os antiroyale og de royale, der udgør flertallet af Danmarks befolkning.

Den første episode finder sted på forsædet af en taxa på vej til TV2 News sent om aftenen. Jeg springer ind i taxaen, og ønsker egentlig mest at slappe lidt af, lytte til noget musik, og komme i stemning. For, indrømmet, jeg er sgu lidt på stilke. Jeg er sgu lidt spændt. En samtale med min taxachauffør indledes dog hurtigt, startende med en henkastet, lidt nedladende replik, der søger at finde frem til, hvad fanden jeg egentlig skal i TV2. Sådan en ung skiderik som mig. Jeg svarer for mig, at jeg skal ind og advokere for monarkiets, kongehusets, afskaffelse. Og så ruller det ellers derudad.

Min taxachauffør ønsker en debat. Så langt så godt. Og han kan da også argumentere for sig, om end det sker på en lidt aggressiv, indtrængende måde. Jeg tænker, at jeg lige så godt kan springe ud i det. Om ikke andet så som opvarmning til min TV-optræden. Herefter kører debatten så. Og den kører sgu fint nok, altså. Indtil min chauffør lige pludselig siger, at jeg bør tage hjem og hænge mig selv, inden jeg får ødelagt Danmark. Ødelagt Danmark ved at afskaffe kongehuset, vel at mærke. Og det, at jeg har den holdning – og arbejder aktivt for den – gør, at jeg skal tage hjem at hænge mig. Se, for mig er det her, det bliver for meget. Det er her, det bliver symptomatisk.

Anden episode finder sted i dag. Altså den dag her, hvor jeg skriver. Den 26. maj 2018. Lørdagen efter den første episode. Og den er markant mere voldsom. Den er faktisk helt, helt syg. Ingredienserne er et stykke karton, en poscatusch, nogle pinde, gaffatape og nogle gæve antiroyale – jeg selv inklusive. Vi ruller ind på Amalienborg Slotsplads. Kronprinsen har fødselsdag, og vi vil deltage i begivenhederne. Vi vil sætte et antiroyalt aftryk på begivenheden og sætte fokus på den sag, vi brænder for. Men det var sgu ikke lige alle, der var fans af den idé. Fair nok – det havde vi også forventet. Men jeg havde faktisk ikke regnet med, at det ville blive så voldsomt, som det blev. Tilråb, håndgemæng og voldsom harcelering tangerende overfald. Det var det, jeg blev udsat for. Skiltet blev revet fra hinanden. Vores antiroyale, republikanske ytringsfrihedsakt blev lukket kontant ned på enormt udemokratisk vis. Gamle, fredsommeligt udseende mænd og damer løb ind i mig, skubbede mig og råbte skældsord af mig. Forældre med børn i hånden, der truede med at give mig et par på lampen. En kløft mellem to parter i en princip- og kulturmæssig debat, der for alvor kom op til overfladen. Som aldrig før, faktisk.

Tak, hvis du har tygget dig gennem ovenstående. To episoder i en ung, antiroyal skideriks liv. Hvad fanden nytter det mig noget, vil mange tænke. Navlepilleri? Måske. Men navlepilleri med en pointe. For de to episoder her viser i virkeligheden noget mere end bare det, de to episoder indeholder i sig selv. De er mere end blot episoderne i sig selv. Som jeg startede indlægget ud med at sige, så er de symptomatiske. På det kulturclash, der finder sted mellem os antiroyale og det royale flertal. Et kulturclash, der har ret til at være der. Som helt naturligt bør være der. Men som bliver håndteret fuldstændigt forkert.

Det, at jeg og andre antiroyalister så ofte bliver harceleret ned i debatten er et udtryk for, at det er svært for modparten at tage imod det, vi kommer med. Forståeligt nok. Men vi skal stadig have ret til at ytre os. Antiroyal som royal. Også selvom jeg i hvert fald selv er blevet frakendt den ret ganske ofte af fortørnede royalister i debatspalterne og kommentarsporene. At vi bliver harceleret ned rent fysisk i fuld offentlighed, er noget helt, helt andet. Det er et udtryk for, at der eksisterer to kulturer i henholdsvis den antiroyale og den royale lejr. Ikke blot den tydelige, overfladiske forskel mellem de to lejre; vi sværger til to forskellige kulturer, har to forskellige værdisæt. Eller i hvert fald to helt forskellige meninger. Men åbenbart har vi også to helt forskellige kulturer omkring ytringsfrihed. Og det er der, problemet for alvor ligger.

Ytringsfrihed er noget, jeg godt kan lide. Og selvom ytringsfriheden har været under pres og har været lige vel rigeligt fremme som emne i debatten i forskellige sammenhænge, er den stadig ukuelig. Eller det bør den være. Men det er lidt som om, vi danskere ikke helt magter at stå op for Grundloven og dens indmad. Personligt kan jeg fandeme godt lide ytringsfriheden, men ikke lige de dele af Grundloven, der indeholder kongelige fraser. Og det skal jeg have min ret til. Men det betyder også, at du skal have din ret til at mene det præcis modsatte – eller noget helt tredje. Vi skal blive bedre til at acceptere, at vi er uenige.

Når jeg kollektivt af skræmmende mange royalister bliver benægtet min ret til at ytre mig, min ytringsfrihed – eller i det mindste bliver kritiseret eller truet for min brug af den – er det tegn på en syg kultur. Det er klart, at jeg stikker der, hvor det ikke er rart. Det er klart, at jeg udfører en sollicitation, en rysten af det royalistiske fundament. Men det betyder ikke, at min ytringsfrihed skal krænkes, hverken online, på avispapiret eller på slotspladsen. Generelt er det som om, at kongehuset er et af de sidste rigtigt store tabuer i debatten. Man tør næsten ikke at røre ved det i en ellers stadigt mindre hellig tid. Dog ulmer uenigheden, kløften, under overfladen. Og den kom op til overfladen i dag, d. 26. maj. Tænk, at et papskilt kan gøre alt det. Tænk, at ytringsfrihed er noget, som nogle føler, de skal bekæmpe.

Ytringsfrihed skal ikke gradbøjes. Som det ser ud lige nu, arbejder det royalistiske flertal for netop det. De ønsker at gradbøje ytringsfriheden, så kongehuset bliver fredhelligt – også i den offentlige debat. Ytringsfriheden gælder åbenbart ikke for os, der er imod kongehuset. Os antiroyale. Men det skal den. Og vi skal kæmpe for, at den kommer til også at inkludere os. Uanset, hvor mange gange vi skal løbe hovedet mod muren. Ytringsfriheden er ukrænkelig. Også for os, der er imod kongehuset.

Anbefalet2 anbefalingerUdgivet i Demokrati, Stat og styreform, Ytringsfrihed

Related posts

2 Thoughts to “Ytringsfrihed gælder åbenbart ikke for os, der er imod kongehuset”

  1. Som republikaner kan jeg kun give dig 100% i det, du skriver.

    1. Tak for støtten Lone! Den er værdsat!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.