Om at bygge et menneske: Caspar Stefani har ret!

Det kom så vidt, at begrebet “curlingbørn” og “curlingforældre” blev emnet for søndagens udgave af Deadline på DR2. Her kom det endda til et sammenstød imellem den venstreradikale Freja Fokdal og den konservative folketingskandidat Caspar Stefani. 

Det kan til forveksling ligne en debat der balancerer imellem det klassiske: “børn skal ses, ikke høres” og “lad dog barnet”. Dog vil et dybere spadestik afsløre, at det som er på færde, er de essentielle værdier omkring hvordan vi på bedste vis opbygger de mennesker, der skal blive den næste generation ved roret.  Det bliver særligt klart i lyset af den overordnede debat af gummibegreberne: curlingforældre/curlingbørn. Overordnet set er vi ikke stålfaste i definitionen, men en bred opfattelse af begrebet tilsiger en absurd mængde hjælp og assistance hvor børn og unge ligeså godt, og i al fald tidligere, har kunne forvalte opgaver, oplevelser eller erfaring på egen hånd – uden far og mor til at bane vejen eller afværge slaget. 

Det bedste eksempel på denne tendens er sidste års Roskildefestival. Det har igennem årene kendetegnet Roskildefestivalen, at udover god musik og rigelige mængder af kolde øl, så er Roskildefestivalen også et hyggeligt ungdoms-kaos, hvor man kan tillade sig at slå sig lidt løs, lade krybdyrhjernen tage over, kysse lidt på hinanden og hoppe med til tonerne af fede beats og klangstærk guitarspil.
Ligeså vel kendetegner det den nævnte festival, at tingene går stærk. Der er kamp om de gode pladser til teltet og et sted med flere tusinde mennesker forsamlet, kan blive en frisk eller ligefrem hård oplevelse. Det har festivalgæsterne klaret i strakt arm alle årene før, og forældrene har med kærlig omsorg accepteret at sende deres børn til druk og rock i en mudderpøl. Velvidende at de nok skulle klare sig selvom igloteltet er druknet, øllene lunkne og søvnen sparsom. Anderledes blev det så i 2017 hvor en række forældre så sig kaldet til at kritisere Roskildefestivalen, for ikke at tage nok hensyn til netop deres barn. Det var noget nær en forbrydelse at netop den teltplads der var ønsket var blevet optaget af andre. Forældrene klagede i et væk over forholdende på festivalen, og lod arrangørerne vide, at det ikke kunne være rigtigt, at deres børn skulle stå model til sådan noget. Det kan jo ikke passe, at børn skulle opleve lugt, mudder, forgæves teltplaceringskamp og at det ligefrem kunne være koldt at feste ude i det fri. 

I Deadline forklarede Caspar Stefani med ophøjet ro, at netop curlingtendensen er en kedelig udvikling for vores samfund. Det berøver både ungdommen og barndommen fra at gøre sig de hærdende erfaringer som gør, at man på bedste vis er i stand til at klare sig i voksenlivet. For det er i den voksne tilværelse hvor arbejdsgiveren stiller krav, hvor rudekuverterne kommer oftere end man kunne ønske og hvor den ansvarlige for tilværelsen og dens indretning er: –> en selv.
Netop Stefanis tilgang, hvor det anses for glimrende at drage omsorg for sit barn, men hvor der også må være indbygget end fastere grænse for hvor meget assistance børn skal have, er en væsentlig pointe som ikke bør overses. Ingen anfægter, at mor og far både kan og skal hjælpe deres børn bedst mulig til at opnå færdighederne til at klare sig i livet, men når hjælpen og assistancen nærmer sig det absurde, og hvor børnene bliver til “VIP´s” med fripas – så bliver kritikken og bekymringen heraf ganske valid. 

Det faldt en del mennesker for brystet, at Caspar Stefani sagde, at børn har mere brug for rammer og autoritet end frihed. Det kolliderer med de moderne normer hvor absolut selviscenesættelse og selvrealisering er blevet målestok – men udfordringen af disse er både rimelig og aldeles nødvendig. Det fløj henover hovedet på en indigneret Freja Fokdahl (og en lettere forvirret studievært) hvad Caspar Stefani egentlig sigtede til – men pointen er så ganske simpel. Børn har i dem selv og i lyset det danske samfund ganske rigeligt med frihed – og trækkes derfor ikke med de udfordringer og omstændigheder som børn og unge i tidligere generationer har døjet med (jeg er selvfølgelig klar over, at nogle børn desværre lever i familier hvor sociale komplikationer er en faktor, men dette er dog en marginal i forhold til almentilstanden) hvor vilkårene som barn eller som ung var ganske anderledes og krævende. Disse mange nye muligheder er et dejlig privilegium vi skal glæde os over som samfund, for de er netop bevis for, at vores børn og unge har aldeles meget frihed at trække på. Hvad der mangler til at beramme denne frihed er sammenspillet med den naturlige autoritet, som forældrene nu engang er i en familie. Der er nemlig forskel på en autoritær opdragelse, og på at forstå sine forældre som den kærlige og omsorgsfulde autoritet der sætter sunde grænse, udfordrer opfattelsen og trøster når man smertes. Hvis forældre reduceres til midlertidige pædagoger og servicepersonale, så har vi som samfund misforstået essensen af hvad det vil sige at være familie.

Freja Fokdal indvendte, at hendes forældre både havde taget trailerkørekort og taget til ridestævner for at glæde hende som barn, men det er netop ikke det som anfægtelsen for Caspar Stefani går på. Det er derimod den tendens, at forældre i absurde tilfælde bruger tid på at klage til idrætsforeningen hvis ikke deres barn er udtaget til kamp i klubben, eller når en mor tager til jobsamtale på vegne af sit barn, eller når far og mor med vilje altid taber i brætspil fordi børnene ikke skal mærke nederlagets kolde hånd om sjælen. Denne misforstået omsorg skærmer deres afkom fra at mærke forbitrelse, nederlag eller frustration – og heri har Caspar Stefani ret – vi skal anfægte de normer som vokser frem hvor børn ikke får “knubs” imens vi samtidigt skal glæde os over, at forældre gerne vil deres børn det bedste. 

Jeg er selv far til en lille pige på 4 år. Hendes stærkeste drift er: “kan selv, vil selv”. Hun bliver opdraget med det sigte, at hun skal være i stand til, når hun bliver voksen, at være ansvarlig for sine holdninger og handlinger, men også til: at når uretfærdighed eller trælse ting opstår, så kan hun forholde sig til dette og tackle det.
Hun bliver sat til at rydde op på sit værelse – og selvom hun ikke kan udføre tingene på samme måde som sin far – så bliver hun styrket i, at hun skal hjælpe til, at hun har pligter og regler at rette sig efter – men hun lærer også at når hun hjælper til, så afføder det positive reaktioner og anerkendelse – og fars anerkendelse er næsten lige så god som at få en is, altså…. næsten.
Min datter har faste rammer for sengetid, spisetider, ophold i huset og for hvordan vi taler og opfører os, og hun ved, at hendes mening betyder noget lige indtil det punkt hvor far med overdommerkortet vurderer noget andet (for hendes og det fælles bedste).

Jeg er derfor aldeles sympatisk indstillet overfor Caspar Stefanis ædle forsøg på at tale klassiske værdier op i vores samfund, og dermed udfordre en pylret tendens til at skærme børn, hvor forældre gør sig lettere underdanige, og derved fejer alle sten af livets vej af banen for deres børn. 
Det hærder, bygger og skaber et menneske at kende sig selv, sin plads og samfundets bevægelse – at man ved hvem der bestemmer når man ikke selv er et sted man kan bestemme fra – at man ved hvorfra omsorgen og ansvaret kommer når man ikke selv er et sted man kan tage ansvar fra og for. 

Vi har talemåden “at kravle før man kan gå” og til den kunne tilføjes et ekstra led og betydning, “at man må kravle før man kan gå, og når man går så vil man falde og rejse sig igen” børn udvikles, sejrer, fejler og såres – far og mor kan putte plaster på, men de kan ikke gå, falde og rejse sig igen på vegne af deres børn – det må og skal de selv gøre. 

At bygge et menneske, er at hærde livsdueligheden igennem gode såvel som negativer erfaringer. Det er for barnet at lære at tackle det gode og det dårlige i livet. Det er for forældre at have tillid til barnets stadigt udvidende selvstændige væsen, og derved slippe taget i børnene i samme grad som de vokser, imens de som små skal have indlært respekten, kundskaben, indsigten og trygheden ved deres forældres naturlige autoritet og vejvisning.
Derved gøres de bedste forudsætninger for at klare sig selv fremover! 

Anbefalet5 anbefalingerUdgivet i Børn, opdragelse og pædagogik, Ukategoriseret

Related posts

2 Thoughts to “Om at bygge et menneske: Caspar Stefani har ret!”

  1. Et virkeligt velskrevet indlæg af den slags, man vil have mere af. Du har ret, og du tager fejl. Jeg forstår fuldt ud din og Stefanis pointe med børneopdragelse. Faste rammer kan være umådeligt godt for et barn i en verden af muligheder og ubegrænset frihed på internettet.
    Desværre for Stefani, Fokdal og deadline kom pointen dog ikke så klart frem som man kunne have ønsket sig, men det er jo live tv. Det ødelagde lidt debatten eller samtalen, som det egentligt var. I stedet fremstod Stefani som den konservative kraft anno 1915. Som han egentlig har en god ironisk distance til på Hårdt mod Styrbord med mere. Han fremstod ikke som lidt som en, der i stedet ville genindfører revelselsretten usagt selvfølgelig men det var den følelse man fik. Det kan jeg godt forstå folk bliver sure over og med ret til det. Det han heller ikke fik med var at alle børn som voksne er forskellige og lige så forskellige de er skal forskellige metoder for at skabe den gode opdrafelse i brug. Måske er den samfundstendens vi ser ikke så slem som den bliver gjort til. Forskningen er trods alt bag ved den oodragelse de fleste danske børn får. Jeg kan anbefale mange at gå ind og se klippet på DR TV fra Deadline i går. Det var en meget sympatisk snak.

  2. Kære Jakob Skyggebjerg Kjær.

    Det mener jeg bestemt du har en pointe i. Trods det gode ønske herfor, så udeblev nogle af pointerne, og Stefanis statements savnede forklarende eller supplerende uddybning, så det netop ikke havner det sted du påpeger, at det lyder som “den sorte skole 2.0”.

    Tak for dine rosende ord, de luner så aldeles. Og tak fordi du satte tid af til at give feedback.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.