I debatten om offentlige overførselsindkomster er parolen ”Det skal kunne betale sig at arbejde” velkendt, ja, det er en parole, der bruges i et sådant omfang, at cheføkonom ved Cepos, Mads Lundby Hansen for nyligt gik i kødet på vores gratis biblioteksvæsen, fordi det, som han argumenterer, er med til at sænke incitamentet til at komme i beskæftigelse. Denne parole er dog udtryk for en grundlæggende misforståelse af det økonomiske og sociale rationale bag de danske overførselsindkomster. Det handler ikke om, at det skal betale sig at arbejde, det handler om, at det ikke kan betale sig for samfundet at have fattige medborgere.

Fordi fattige mennesker statistisk set er mere syge, fordi fattige voksne betyder, at børn skal vokse op i fattigdom og fordi fattige lettere ender på en kriminel løbebane, udgør samfundets fattige et befolkningssegment, der er forbundet med stor økonomiske omkostninger ikke at gribe ind overfor. Overførselsindkomster er ikke en rar udgift, og det kan være både provokerende og dyrt, at skulle betale penge til folk, der bare ikke gider tage ansvar for deres eget liv. Desværre forholder det sig sådan, at det ville være dyrere at lade være, i hvert fald når det kommer til den gruppe, vi populært kalder kontanthjælpsmodtager.

At fattigdom er forbundet med store samfundsmæssige eksternaliteter, skal dog ikke ses som et carte blanche til at betale medlidenhedsmilliarder til strategisk vigtige vælgergrupper, som venstrefløjen så ofte har gjort sig skyldig i. Vi har i dagens Danmark uden tvivl uhensigtsmæssigt høje ydelser, når det kommer til visse samfundsgrupper, heri blandt studerende som mig selv og pensionister. For ambitionen om at ingen skal leve i fattigdom, er ikke forenelig med, at visse grupper får flere penge i overførselsindkomst end andre, når det grundlæggende er den samme mængde af økonomiske ressourcer alle har brug for, for at undgå fattigdom.

Så hvis vi skal have det overførselsindkomstsystem, der skaber mest værdi for samfundet, må vi stoppe særbehandling af befolkningsgrupper og indse, at alle offentlige overførselsindkomster gives ud fra samme rationale og derfor bør havde samme størrelse, ikke for at motivere folk i arbejde, ej heller for at omfordele samfundets goder, men for at fastholde en kvalificeret arbejdsstyrke og undgå negative konsekvenser ved at have en befolkning, der lever i fattigdom.

Den korte af den lange er altså, at vi har brug for en fundamental omstrukturering af vores overførselsindkomster, således de igen bliver baseret på det mest naturlige rationale, nemlig begrænsningen af fattigdom og dens konsekvenser for vores samfund. Vi har brug for at behandle ligestillede situationer lige uagtet alder eller beskæftigelse. Lad os afskaffe SU´en og pensionen og bruge de sparede penge på en højere grundydelse som alle er kvalificerede til – det er den eneste måde at underbygge velfærdsstatens løfte om at ingen skal vokse op i fattigdom. Det er den eneste måde vi kan få et socialvæsen, der beriger og ikke begrænser vores samfund.

Responses

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.