Ytringsfriheden skal prøves

Jeg har måske ikke selv tegnet Muhammedtegninger. Dermed er jeg måske også sluppet for en masse dødstrusler og PET-vagter. Men jeg anser alligevel mig selv for en, der stryger lidt til kamp for ytringsfriheden. Og en, der har i sinde at stryge stadigt mere til kamp for denne frihed. Sådan tror jeg egentlig, at langt de fleste danskere tænker på sig selv; som nogle, der værner om ytringsfriheden, måske ligefrem kæmper for den. Det er nok heller ikke gået næserne i det danske land forbi, at ytringsfriheden har trange kår. Polarisering og ekkokamre avler disrespekt, så man næsten ikke tør ytre sig frit længere. At dét er et problem, er de fleste nok også helt med på – men hvordan situationen skal håndteres, det er straks lidt mindre konsensusagtigt.

Ytringsfrihed er en af grundstolperne i det frie, moderne land. Og altså også en af grundstolperne i Danmark. Ytringsfrihed er retten til at sige det man vil, når og hvor man vil. Det er retten til at sige det, de andre ikke nødvendigvis ønsker at høre, når og hvor de mindst vil høre det. For mig at se bør ytringsfriheden være absolut, uden begrænsninger – og uden frygtsomme overvejelser indblandet. Det kan næppe siges at være status quo i det indskrænkede monarki Danmark anno 2018. Og det er en skam. En skamplet.

Alt for mange bøjer nakkerne for det pres, ytringsfriheden udsættes for. Resultatet heraf bliver en ondartet selvcensur, hvor de reelle holdninger slibes af i hjørnerne, så de bliver lidt nemmere at sluge, fordøje og skide ud for den gængse modtager. Der er – alt andet lige – mange, der udsætter sig selv for reel fare ved at droppe selvcensuren. Det er den slags mennesker, jeg har mest respekt for – uanset om jeg så er enig med dem eller ej. Det er den slags mennesker, der afsøger grænseområderne for ytringsfriheden, hvor der ikke laves konsekvensevalueringer på ytringer.

Det er den slags mennesker, der arbejder aktivt for ytringsfriheden. Ved at udfordre den, og derved udfordre os alle til at lukke lidt mere op for rummeligheden. Det er for eksempel brave folk, der trykker Muhammedtegninger, selvom de godt ved, at det kan sætte ild i landskabet. Jeg bliver sur, når Muhammedtegninger og lignende affejes som simple provokationer – eller måske afvejes, overvejes og i sidste ende droppes, netop fordi de provokerer. Eller hvis de undskyldes for. Ytringsfrihed skal aldrig undskyldes.

Alle danskere bør være stolte af Muhammedtegningerne, om de så er for eller imod indvandring og multikultur. Alle danskere bør være stolte af de folk, der går rundt med PET-vagter, fordi de tør at sige noget – uanset graden af politisk enighed og overensstemmelse. De er nutidens frihedskæmpere. Hvis vi skal bevare en reel ytringsfrihed, er vi simpelthen nødt til at søge grænserne for den. Vi er nødt til at prøve, hvordan ytringer modtages. Hvor meget, man kan sige og gøre.

Ideelt set bør hverken mursten, molotovcocktails, trusler eller knytnæver flyve gennem luften på grund af uenigheder og en praktisering af ytringsfriheden. Desværre er det dog sådan, det er. Men hver gang, ytringsfriheden krænkes, bør vi ikke søge i skjul og undskylde, men i stedet arbejde endnu mere intenst for opretholdelsen af netop ytringsfriheden. Og det er altså i arbejdet med at afsøge ytringsfrihedens grænseområder, at opretholdelsen af ytringsfriheden består. Derfor skal vi blive bedre til at smide selvcensuren og tilslibningen af hjørnerne væk, og bedre til ganske enkelt bare at sige det, vi mener. Vi er nødt til bestandigt at prøve ytringsfriheden og derved arbejde for dens fortsatte opretholdelse. Ytringsfriheden er ikke en gave – vi skal kæmpe for den.

Anbefal0 anbefalingerUdgivet i Ytringsfrihed

Related posts

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.