Udgiv dine afviste indlæg

Alle, der har forsøgt sig med debatindlægs- og læserbrevsskriveri, har prøvet det. Afvisningen. At ens indlæg ikke kunne komme med i aviserne. Beklager – ikke denne gang, men skriv meget gerne igen.  Redaktionelle agendaer og pladsbegrænsninger agerer stopklods for enormt mange vigtige debatindlæg.

Der foregår et kolossalt spild i den danske debat. Et fuldstændigt sindssygt spild. Og det vil Debatt.dk gøre noget ved. Alle store aviser og andre medier modtager tusindvis af indlæg om året, men kan kun optage få af indlæggene. Hvert år ender enorme mængder debatindlæg i skraldespanden.

Debatt.dk mener vi i virkeligheden, at de afviste indlæg stadig har krav på at komme frem – på at blive offentliggjort. Enhver holdning har ret til at blive hørt. Derfor vil vi i det næste stykke tid køre en kampagne for at sætte fokus på afviste indlæg og det enorme problem, de afviste indlæg udgør. Vi vil opfordre alle til at udgive deres afviste indlæg her på Debatt.dk, så de kan komme til deres på trods af deres afvisning hos andre medier.

Så kan indlæggene komme til ære og værdighed, og synspunkterne og holdningerne i dem kan se dagens lys og bidrage til debatten. I virkeligheden har ethvert indlæg, enhver holdning krav på at kunne blive offentliggjort. Alle har krav på at kunne udtrykke sig. Og Debatt.dk er stedet, hvor det kan ske. Her har vi ingen redaktionelle agendaer eller pladsbegrænsninger. På Debatt.dk kan alle udgive deres debatindlæg. Også dem, der før er blevet afvist. Her er debatten sat fri.

Udgiv jeres indlæg under tagget ’Afviste indlæg’, så andre nemt kan finde dem og læse med.

 

Anbefal0 anbefalingerUdgivet i Seneste fra Debatt.dk

Related posts

3 Thoughts to “Udgiv dine afviste indlæg”

  1. Nedenstående er et aktualiseret indlæg, som Berlingske (en underafdeling af Venstres Pressetjeneste) afviste for nylig. Det var netop blevet tilladeligt at kritisere Lars Løkke Rasmussen, men afvisningen af dette indlæg viste, at tilladelsen ikke gjalt partiet Venstre. Berlingske var på det tidspunkt klar over, at LLR ikke stod til at redde, samt at han skadede Venstre:

    Mikkel Andersson skrev for nylig et indlæg i Berlingske Tidende, hvori han opfordrede Lars Løkke Rasmussen til at gå af som formand, fordi han var en belastning for det borgerlige Danmark. Heri undlod han ikke at nævne LLR’s lange række af sager om bilagsfusk med skattekroner m.m.m. LLR må af disse grunde uden sammenligning være Danmarks mest uværdige statsminister siden Erik Scavenius. Jarl Cordua brugte derefter Mikkel Anderssons indlæg som et besynderligt afsæt til at opfordre folk til at melde sig ind i Venstre for at øge antallet af personer med indflydelse på valget af ”det borgerlige Danmarks statsministerkandidat”. Fhv. justitsminister Søren Pind, som altså burde vide bedre, har altid forsvaret LLR til sidste blodsdråbe, og gør det stadig. Bertel Haarder har i lang tid ikke forsømt nogen mulighed for berettiget at anklage finansverdenen for rådden moral, som han mener er ødelæggende for den tillid, som vi danskere altid har haft til hinanden. Han synes slet ikke at have bemærket, at hans egen kaste, politikerne, med rette ligger i den absolutte bund, når det gælder folks tillid.

    Ingen af de nævnte, ja tilsyneladende ingen overhovedet, nævner, at LLR og hans affærer ikke er Venstres eneste moralske problem.

    Venstre har berettiget kritiseret Mette Frederiksens personlige sekretariat og har fået opbakning af en fhv. ministeriel embedsmand, som mener, at den neutrale og professionelle danske embedsmand dermed bringes i fare. Sidstnævnte har åbenbart ikke fulgt med i nyhedsstrømmen i de seneste år, og Venstre er rent ud sagt hyklerisk, for Venstres ministre har i hvert fra Anders Fogh Rasmussens tid og indtil nu systematisk misbrugt embedsapparatet til at fabrikere resultater, som frembringes ved hjælp af baglænsregning, hvor embedsmændenes udgangspunkt er det ønskede resultat. Det er udførligt dokumenteret i Jesper Tynells bog, Mørkelygten, og er siden blevet bekræftet af landbrugspakkesagen og kvotekongesagerne.

    At Venstre i årtier har tiltrukket magtmennesker med en noget alternativ moral, ses også massivt i byrådskonstitueringer. F.eks. har Allerød Kommune i sin nu snart 50 år lange levetid med konstant borgerligt flertal, kun i en eneste periode haft en legitim borgmester og borgerligt flertalsstyre, og det var et uheld, fordi det for en gangs skyld ikke lykkedes Venstre som det mindste af de to borgerlige partier at erobre borgmesterposten ved at indgå partnerskab med venstrefløjen.

    Venstres problem er altså ikke blot et enkelt råddent æble. Partiet er råddent ind til marven og fortjener derfor en lang pause fra magten. Borgerlige bør i stedet for at melde sig ind i Venstre støtte et ikke belastet borgerligt parti med en formand, som faktisk nyder stor tillid i befolkningen.

    Det er grotesk, når aviser, som kalder sig seriøse, ikke i deres kommentarer nævner disse forhold, og dette så meget desto mere som de lider under den stramning af offentlighedloven, som nu har gjort afsløring af Venstres vildledning af Folketinget betydelig vanskeligere. Både Venstre og Socialdemokraterne nægter konsekvent at afskaffe stramningen, hvilket indikerer, at det, som de med en eufemisme kalder ministerrådgivning, men er embedsmandskorrumpering, også er normal socialbureaukratisk praksis.

    Nu er Jakob Ellemann-Jensen så blevet ny Venstre-formand. Det betyder åbenbart, at uhæderligheden fortsætter, idet han har udtalt, at han altid har set op til LLR og har ham som forbillede. Disse ryggesløse levebrødspolitikere bliver demokratiets død.

    Har har åbenbart heller ikke taget ved lære af en af sin fars største fejltagelser (dem var der mange af), nemlig SV-regeringen 1978-79, som Uffe Ellemann var hovedarkitekt for, og som blev en eklatant fiasko.

    JE-J’s manglende erkendelse af disse forhold er en slet nyhed for det borgerlige Danmark.

  2. Da fr. Kathrine Diez publicerede et indlæg i Berlingske, hvori hun kundgjorde, at en mand, hvis han skulle have nogen som helst chance hos hende, skulle have læst de samme bøger som hun og altså være mindst lige så intelligent som hun, affødte det en såkaldt shit-storm, som Berlingske til en vis grad tillod. Hvis man, lettere ironisk, antydede, at hun måske ikke er helt så intelligent, som hun selv tror, blev indlægget imidlertid afvist af Berlingske:

    Fr. Katherine Diez mener, at hendes vanskeligheder på kærlighedsmarkedet skyldes hendes høje intelligens. Umiddelbart lyder det usandsynligt, idet der er flere højt intelligente mænd end kvinder (og, indrømmet, også flere sinker blandt mænd end blandt kvinder), så udvalget er altså relativ stort, hvis det er intelligens, hun kræver af en partner. Selvfølgelig indsnævrer det markedet, når hun også kræver, at den udvalgte skal have læst de samme bøger som hun; et ikke umiddelbart intelligent krav. Selv kender jeg et par, som ganske vist har samme ekspertiseområde, men som, når bortses fra de obligatoriske klassikere, har læst hver sin halvdel af resten. Det giver da anledning til interessante diskussioner. De har nu levet sammen i mere end halvtreds år, så det kan altså fungere. Nu er det jo selvfølgelig også sådan, at højt intelligente mænd ofte vælger naturvidenskabelige fag. En sådan partner kunne f.eks. lære hende, at kartoflerne ikke bliver færdige hurtigere, når de spilkoger, end når de simrer, da vand ved almindeligt lufttryk ikke kan blive mere end 100 grader varmt. Sådant er da også nyttigt.

    Fr. KD synes åbenbart fuldstændig uvidende om, hvordan mænd vælger kvinder. Kvinders valg af mænd er jo ret indlysende. I prioriteret rækkefølge går de efter magt, rigdom, humor, styrke (muskler?), udseende og altså læst pensum, som må være en nyhed på listen.

    Blandt heteroseksuelle mænd er der stort set kun to kategorier, nemlig mænd, som går efter kvindens udseende og indrømmer det, og mænd, som går efter hendes udseende og benægter dette. Heldigvis for kvinder spænder mænds foretrukne kvindetype fra superdyre modeltyper, hvor man ikke forstår, hvorfor tøjdesignerne ikke nøjes med blot at hænge tøjet på bøjler, til Venus fra Willendorf-typen. Mon ikke den mest foretrukne type er den slanke moderat sportstrænede med både til gården og gaden? Et charmerende smil hjælper også altid.

    Mænd er selvfølgelig ikke blinde for andre fejl og mangler, men mener grundlæggende, at de vil formå at rette op på sådanne. Hvis jeg f.eks. var faldet for fr. KD’s udseende og charme, ville jeg dog straks fortælle hende, at det er meget uintelligent at ryge, og at det ville være et ufravigeligt krav, at hun straks holdt op med det. Derimod ville jeg ikke fortælle hende, at jeg hader sproglige fejl næsten lige så meget som rygning. På det område ville jeg lidt efter lidt nænsomt retlede hende med hendes dansk. F.eks. fortælle hende, at intelligente mennesker ikke snakker. De taler. Endvidere, at ”Ja, det moderne menneske har for mange krav til en partner – også mig” slutter med kæmpebrøler. ”Mig” er subjekt og subjektsformen er ”jeg”. Følgende sætning er også tåkrummende: ”Med få simple ord blev jeg forklaret, hvorfor jeg ikke kan finde en mand …”. Selvfølgelig kan man blive forklaret, men det er en halvreligiøs følelse. Her mener hun helt sikkert ”fik jeg forklaret”.

    Jeg ville nok også påtale hendes irriterende hang til at bruge engelske udtryk i sin danske tekst. Det er en hang som desværre er meget udbredt i den kommercielle verden i den nedre del af intelligensmiddelklassen. Skæg for sig og snot for sig, om jeg må bede.

    Til sidst en hjælpende hånd til et større udvalg: Ville det ikke være acceptabelt, hvis den eventuelle partner havde læst lignende bøger på et eller flere fremmedsprog? Det burde da være interessant.

  3. Bille Thøgersen

    Den 31.01.20 publicerede Berlingske et “essay” (en nyskabelse?) af Poul Høj, som ikke indeholdt nogen fejl, men desværre skøjtede lidt for letbenet hen over de historiske fakta:

    https://www.berlingske.dk/europa/essay-bye-bye-storbritannien-i-var-alligevel-aldrig-en-af-os

    Mit supplement herunder fandt imidlertid ikke nåde for Debatredaktionens øje. Selv mild kritik af deres stjernejournalist er åbenbart uvelkommen.

    Poul Høj leverer i sit essay ”Bye-bye, Storbritanien, I var alligevel aldrig en af os”, en god analyse af brexit, idet han søger tilbage i landets historie, hvilket da også er nødvendigt for at forstå befolkningens reaktionsmønster. Man kan dog beklage, at han ikke graver dybt nok, samt at han ikke skelner mellem englændere og de undertvungne folk i Storbritannien, navnlig skotterne, som vi forhåbentlig snart kan byde velkommen i EU-kredsen. Dermed bliver hans analyse alt for venlig. I det efterfølgende vil der derfor blive brugt betegnelsen England, selv om det hverken er Storbritanien eller England, der var medlem, men derimod Det Forenede Kongerige minus et par øer.

    Der er næppe nogen anden nation i verden, der kan se tilbage på en så langvarig, omfattende og afskyelig historie med kolonialisme, krig, besættelse, undertvingelse, terror, mord og anden afstraffelse samt grov udnyttelse af andre folkeslag, end den engelske. Det ligger i dens DNA, at den har en gudgiven ret til at tage sig selv til rette med alle midler. Den har derfor heller aldrig tålt nogen konkurrenter. Det fik Danmark at føle i 1801 og navnlig i 1807, hvor englænderne terrorbombede København på groveste vis. Den gang var den danske hær koncentreret ved Jyllands sydgrænse, da man frygtede et angreb fra Napoleon, men fjenden var altså modparten. Englænderne tålte simpelt hen ikke, at nogen anden nation havde en stor krigsflåde og ditto handelsflåde, og skyede altså ingen midler for at hindre det.

    Derfor var og er det stadig en fast bestanddel af engelsk udenrigspolitik at være modstander af den stærkeste nation på det europæiske fastland. Dette ud fra Thomas Malthuses forlængst modbeviste økonomiske teori (der er en endelig kage at dele, med tilføjelsen: Vi tager den hele). Da grundstenen til det nuværende EU blev lagt ved dannelsen af Kul og Stålunionen, modarbejdede englænderne derfor rent vanemæssigt det europæiske samarbejde efter bedste evne. Da det ikke lykkedes at hindre dette, besluttede de sig så til at søge medlemskab af EF for at ødelægge dette indefra, men den franske præsident, de Gaulle, nedlagde klogeligt veto mod ansøgningerne i både 1963 og 1967. Først i 1973 lykkedes det dem at blive medlem. Det eneste gode ved det er, at Danmark også blev medlem. Danmark havde allerede i mange år haft større handel med Tyskland end med England, men var stadig bange for tyskerne på grund af 1864 og Besættelsen, mens de havde glemt 1801 og 1807. Så bange, at de i EFTA-samarbejdet hellere slugte Englands udgave af frihandel, som jo er frihandel med de varer, som England har fordel af, og det var ikke landbrugsvarer.

    Siden da har England været et fodslæbende medlem af EF / EU. Det mest synlige eksempel på dette er nok købmandsdatteren Margaret Thatchers gennemtvingelse af en uberettiget rabat på Englands bidrag til den fælles kasse. Disse bidrag udregnes ud fra objektive kriterier; hovedsagelig medlemmets velstand samt afgifter på import fra tredjelande. Sidstnævnte post var høj for Englands vedkommende på grund af Englands omfattende handel med tidligere kolonier.

    Samme købmandsdatter afskaffede stort set også den engelske stålindustri på brutal vis. Det var sådan set klogt, men blev ikke fulgt op af formildende tiltag i de berørte områder, som stadig er fattige, og som af den engelske rendestenspresse systematisk er blevet fyldt med løgne om, at alt er EU’s skyld; dette på trods af massiv regionalstøtte fra samme. Brexit-Boris har i årevis været en flittig leverandør af den slags løgne. Deraf disse regioners massive støtte til brexit.

    Efter 2. Verdenskrig blev tyskerne afnazificeret, mens englænderne ikke blev afkolonisatoriseret. Når de derfor nu skråler Rule Britannia, ønsker de vitterlig fordums storhed tilbage og nogle tror det også muligt. De skammer sig altså ikke over deres afskyelige fortid; de er tværtimod stolte over den. De har altså aldrig fattet, at det europæiske samarbejde instituerer en ny verdensorden uden fjender, der skal bekæmpes, eller interessesfærer, som skal beskyttes, men derimod samarbejde og samhandel på lige vilkår og lige ret til alle, og forståelse for, at partneres succes også er til nytte for en selv. Demokrati, ikke diskrimination og solidaritet er grundlaget. Det har englænderne aldrig forstået. De fortjener derfor en lang periode i ”splendid isolation” til at blive voksne og forstandige nok til at forstå denne nye verdensorden.

    Brexit er blevet gennemført af en flok ryggesløse overklasseløg, som intet har glemt og intet har lært, og dette med ca. 50% støtte fra en vildført befolkning.

    PS Nogle englændere må dog have skammet sig, thi Opiumskrigene var, i hvert fald i en periode, ikke med i engelsk historiepensum.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.