Afskaf racismeparagraffen

Ytringsfriheden er en af de helt centrale grundstøtter, der bærer et demokratisk, åbent og frit samfund som det danske. Netop friheden til at ytre sig, som man selv ønsker det, er en frihed, der i stadigt større grad er til debat. Spørgsmålet om, hvordan ytringsfriheden skal forstås og defineres i et samfund, der på alle måder er sammensat og mere og mere forskelligartet, er et, der skaber debat. Der er generelt set to fløje: strammerne, der ser en begrænsning af ytringsfriheden som løsningen og så dem, der ser den anden vej og ønsker en større frihed som modsvaret på et stadigt mere sammensat samfund.

Racismeparagraffen er et eksempel, hvor strammerne beklageligvis er lykkedes med at få deres opfattelse af ytringsfriheden trumfet igennem. Denne paragraf, der udgør en klokkeklar begrænsning af ytringsfriheden og kriminaliserer racistiske og diskriminerende ytringer, er også noget, der løbende er til debat. Mange har opfordret til en afskaffelse af racismeparagraffen og advokeret for den øgede ytringsfrihed, der ville følge en sådan afskaffelse. Især efter afskaffelsen af blasfemiparagraffen virker racismeparagraffen stadigt mere alene i den danske straffelov. Spørgsmålet er altså, om denne paragraf skal være den næste, der falder til gavn for ytringsfriheden.

Går man rent faktisk ind for ytringsfriheden, vil svaret uundgåeligt være et rent og sikkert ja. Ved et sådant ja anerkendes det, at ytringsfriheden også inkluderer friheden og retten til at komme med ytringer, der kan virke ekstreme og vanvittige for nogle. Det er jo netop heri, ytringsfriheden ligger: at man har frihed til at sige noget, selv hvis andre er uenige i det.

Retten til at ytre sig frit bør også inkludere retten til at ytre sig krænkende, nedsættende, spottende eller hånende. Hån, spot og latterliggørelse er en særlig måde at ytre sig på, og skal en ytring konstant ændres til at være mere stueren og mindre krænkende, vil indholdet af ytringen uundgåeligt ændre sig også. Når det skal dikteres i loven, hvad der er smageligt at sige – eller måske rettere, hvad der er usmageligt – bliver resultatet, at staten agerer smagsdommer og udelukker visse måder at formulere sine ytringer på. Derved frakendes visse samfundsborgere at ytre deres holdninger, som de ønsker.

I et demokratisk og frit samfund som det danske, bør ingen besidde en særlig ret til ikke at blive krænket, men derimod bør alle besidde retten til at krænke. Dette bør gælde i alle sammenhænge, lad det være af religiøs, politisk eller kulturel karakter. Retten til at svare igen på en krænkelse bør selvfølgelig altid anvendes, hvis den enkelte finder det nødvendigt.

Modsvaret til verbale krænkelser af enhver art skal findes i ytringernes arena, ikke hos domstolene. Ulovliggør man fra statens side særlige holdninger eller måder at ytre dem på, kommer man så tæt på tankekontrol, som man kan uden at træde ind i det autoritære. Ytringer lægger sig tættere på tanker end de gør på handlinger, og de bør derfor behandles derefter.

Netop distinktionen mellem ytringer og handlinger er enormt vigtig. For der er stor forskel på en ytring og en handling. Enhver bør være i sin fulde ret til f.eks. at komme med en racistisk ytring. En racist skal have lov at være racist og ytre sig om, at sorte er en laverestående race. Begynder vedkommende dog at føre sine racistiske ytringer ud i livet i form af eksempelvis racistisk motiveret vold, skal straffen dog indfinde sig.

Selv de mest diskriminerende eller racistiske ytringer bør ikke være ulovlige. Ethvert menneske er i sin fulde ret til at mene, hvad de vil og ytre sig herefter. Uanset om ytringen kan virke krænkende. Forskellen på ytringer og handlinger går desværre ofte tabt i en debat, hvor der sættes lighedstegn mellem racistiske ytringer og racistisk vold eller egentlig, fysisk diskrimination. Først når det racistiske træder fra ytringernes verden og ind i den fysiske, bør der falde straf. Der er ingen automatisk sammenhæng mellem racistiske ytringer og racistiske, forfærdelige handlinger – i hvert fald ikke, hvis vi magter kampen mod racismen.

Argumentet for at beholde racismeparagraffen og dermed ulovliggøre racistiske eller diskriminerende ytringer er, at sådanne ytringer er for farlige til at de må eksistere i det åbne. Et sådant argument grunder i en misforståelse. Det er netop, når dem med racistiske eller på anden vis diskriminerende holdninger udelukkes fra den åbne og frie debat, når de nægtes deres ret til at ytre sig, at det kan blive farligt. En sådan kategorisk udelukkelse fører til polarisering og fjerner muligheden for det modspil, som kunne have fundet sted.

Racismeparagraffen virker til at have grundlag i en række misforståede sammenhænge, og derfor bør dens dage være talte. Vi er nødt til altid at minde os selv om forskellen på ytringer og handlinger og indrette vores love derefter. Vi må minde hinanden om, at ingen har krav på ikke at blive krænket, men at alle er i deres fulde ret til at krænke. Vi skal forsvare ytringsfriheden som den grundstøtte, den er, som et ultimativt princip, vi bygger vores samfund på. Et forsvar af ytringsfriheden indeholder også et forsvar af ytringer, vi ikke er enige i, og det må vi som samfund affinde os med. Ytringsfriheden gælder også for dem, flertallet er uenige med. Kampen mod de ytringer man er uenig i, bør ikke finde sted gennem domstolene, men derimod bør kampen føres med netop ytringer.

Anbefal0 anbefalingerUdgivet i Demokrati, Lovgivning, Ytringsfrihed

Related posts

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.