Som feminist hører jeg alt for ofte ordene: ”Hvorfor er du feminist? Mænd begår 4/5-dele af alle selvmord, mænd har langt større chance for at være hjemløs eller i fængsel, mænd har færre rettigheder når det kommer til forældremyndighed, mænd er de eneste der har værnepligt”. Det bliver spillet som det perfekte argument mod feminisme, men jeg bliver altid så forvirret, når jeg hører det. For mig er det ikke modargumenter til feminismen. Tvært imod, det er argumenter for, at feminismen stadig har relevans i vores samfund i dag.

Lad mig slå en ting fast. Måden samfundet er struktureret i dag i forhold til køn er ikke til fordel for hverken mænd eller kvinder. Vi har i dag et heteronormativt samfund. Det vil sige, at mænd i høj grad stadig anses for at være brødføderen til en familie, mens kvinden er den, der forventes at tage barsel og passe på børnene. Fra den dag du er født, så er der forskellige forventninger til dig, blot på grund af det køn du er født i. Det forventes, at du spiller en bestemt rolle i samfundet. Og som alle andre roller, så fungerer de begrænsende. Vi har en samfundsstruktur, hvor meget af dit liv bestemmes den dag du bliver født, baseret på dine kromosomer.

Det er en samfundsstruktur, som det kan være svært at bryde ud af, om man så er mand eller kvinde. Og jeg anerkender også, at heteronormativitet er normen fordi de fleste mennesker passer ind i strukturen. Langt de fleste mænd og kvinder passer godt ind i systemet. Men for et markant mindretal er det en samfundsstruktur, der er begrænsende for muligheden for at leve det liv, som personen ønsker, og den bringer derfor mange problematikker med sig.

Lad os fokusere på emnet barsel et kort øjeblik. Som mand er der ofte en forventning om, at du ikke nødvendigvis bør tage halvdelen af barslen. Du har ret til at gøre det, men hvis du gør, så skal du ikke regne med at være den næste i rækken til at få en lønforhøjelse. Eller en forfremmelse. Derfor afholder mange mænd sig fra at tage deres del af barslen. Dette leder til ligestillingsproblemer for både manden og kvinden. Kvinder tjener mindre og når ikke lige så langt frem i deres karriere. Og manden får ikke lov at knytte bånd til deres børn, og bliver nedprioriteret når det kommer til forældremyndighedsager. Øremærket barsel til mænd hjælper alle.

En feminist mener, at kønsroller ikke skal bestemme, hvad du kan med dit liv. Og det er lige præcis det som det patriarkalske samfund gør ved både mænd og kvinder. Det er mænd, der forventes at skulle drage i krig og dø. Det er mænd, der tager de livsfarlige arbejdsopgaver. Og det er mænd, der forventes at være den hovedsagelige brødføder til familien. Det er også mænd, der generelt tager magten i langt de fleste samfund, hvilket er hvorfor vi ser langt flere mænd end kvinder som statsoverhoveder og ledere af store firmaer. Men når mænd har større risiko for at begå selvmord, ende i fængsel, eller blive hjemløs, så tror jeg, at det er fordi, at der også er mange mænd, der heller ikke passer ind i konventionelle kønsroller. Deres køn holder dem tilbage. Og det er netop det, som vi feminister bekæmper.

Når mænd ikke tør stå frem, når de bliver slået af kæresten. Når mænd ikke tør sige, at de er blevet udsat for et seksuelt overgreb. Når voldtægt af mænd ofte ses mere som en vittighed end et seriøst problem. Så er det alt sammen tegn på, at de traditionelle kønsroller, hvor manden skal være den stærke og kvinden skal være den yndefulde, stadigvæk spiller en stor rolle i vores samfund. Det er sådan set det samme problem, der ligger til grundsten for både mænd og kvinders problemer. Ligestilling er en fordel for både mænd og kvinder.

Det er en kæmpe misforståelse at tro, at det at kæmpe for mænds rettigheder, og så det at være feminist, er to forskellige ting. Som feminist er jeg både mandeforkæmper og kvindeforkæmper. Fordi jeg kæmper for en verden, hvor du ikke forskelsbehandles på grund af dit køn. En verden hvor de traditionelle kønsroller ikke holder dig tilbage. En verden hvor mænd har muligheden til at blive hjemme med babyen, og hvor kvinder har muligheden til at komme til tops i erhvervslivet. Og hvem kan egentlig være imod det?

Responses

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.