De politisk korrekte er værre end islamister med maskingeværer

Når der debatteres om ytringsfrihedens trusler, løber terrorister med maskingeværer og religion i hånden med al opmærksomheden. Terrortrusler og terrorisme, der vil fratvinge os vores frihed, har vi da også haft vores andel af i Danmark. Ytringsfrihedens virkelige fjende er dog den politiske korrekthed, der nærmest usynligt har lagt ytringsfriheden i graven. Gennem flere år har man – her tænkes især på venstrefløjen – med politisk korrekthed og krænkelseskultur i hånden skabt et Danmark, hvor vi ikke tør at agere og ytre os frit.

Politisk korrekthed er den samfundsetikette der betegner, hvordan det er korrekt at ytre sig om især minoriteter. Efterhånden har de politisk korrekte sejret så meget med deres politiske korrekthed, at selv den mindste, misforståede krænkelse af minoriteter ikke er tilladt. Palaveren om Københavns Universitet, hvor man ikke længere må klæde sig ud som mexicaner, er blot et nyligt af mange triste eksempler.

De, der med korrekthedspåbud ønsker at beskytte minoriteter mod krænkelser, gør det i virkeligheden med gode intentioner. Ingen kan jo lide at blive krænket. Hvor vi andre må lære at tolerere krænkelserne og eventuelt tage kampen op gennem debat, antages minoriteterne ikke at være i stand til dette. De skal derimod pakkes ind i vat.

Gør man sig f.eks. til fortaler for den racismeparagraf, der bruges stadigt mere, gør man sig selv skyldig i de lave forventningers racisme. Jeg er enig i, at racister har et forskruet menneskesyn. Det er de bare ikke ene om. De politisk korrekte er mindst lige så forskruede, når de mener at mennesker, der tilhører en minoritet, er svagere end os, der udgør flertallet.

Vi må også erkende, at love og påbud, der skal begrænse krænkelser, ikke virker efter hensigten. De har derimod skabt en skadelig kultur, hvor vi er angste for at ytre os frit. Det er vi som demokrati ikke tjent med. Vi lever i et frit samfund, og derfor må vi også anerkende, at kampen mod krænkelser skal tages via åben og fri debat, ikke gennem love og påbud.

Det kan godt være, at vi alle kunne sige ”Je suis Charlie” i 2015, men skal vi gøre noget reelt for ytringsfriheden, må vi sige fra overfor politisk korrekthed.

Anbefalet3 anbefalingerUdgivet i Ytringsfrihed

Related posts

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.