Med Carl Valentin på Musen og Elefanten

Debatt.dk har indgået et samarbejde med bodegaen Musen og Elefanten. En bodega, der i sine lokaler nede ad Vestergade i Indre København ofte danner rammen om ungdomspolitiske debatter og arrangementer. Godt og vel en gang om måneden kommer Claes Kirkeby Theilgaard forbi bodegaen, hver gang med en ny gæst under armen. I dette andet interview i serien sætter Claes sig i cigarloungen sammen med Carl Valentin, tidligere landsformand i SFU og måske kommende folketingsmedlem for SF. Over en øl snakker Carl og Claes om økonomisk ulighed, folketingsarbejde, ungdomspolitik og den socialistiske drøm. Derudover kommer de også omkring det snart kommende folketingsvalg, valget i 2015 og Carls politiske karriere hidtil.

På en solbeskinnet Vestergade mødes jeg med Carl Valentin udenfor Musen og Elefanten. Han er lige stødt ind i en, han kender. Vi går indenfor på bodegaen og søger tilflugt fra sollyset udenfor. Egentlig kender jeg mest Carl ved, at han har været formand for Socialistisk Folkepartis Ungdom (SFU). Formandstiden i det ungdomspolitiske er måske slut, men nu står der et folketingskandidatur for døren. Det er blandt andet med det kandidatur in mente, at jeg har hivet fat i ham til et interview.

Carl og jeg bestiller en fadøl hver, og de ankommer på et fad sammen med nogle saltstænger. I baggrunden spilles allerede de store klassikere, og bodegaen er kun lige åbnet. Vi har altså hele cigarloungen for os selv, hvilket bestemt ikke gør noget.

Jeg smider telefonen på bordet imellem os. Carl ligner næsten den ultimative stereotyp på en ræverød socialist. Ingen stramme jakkesæt her. Og så virker han sgu så afslappet af en politiker at være. Selv beskriver Carl sig på sin Twitter som ’Meget rød, meget grøn og meget pragmatisk’. Det er meget rammende også udenfor Twittersfæren, bekræfter han.

På trods af et velvoksent repertoire af Marx-citater, der ofte hives op af lommen, er det ikke en kommunist, jeg sidder overfor. Det er ellers en fordom, mange – især unge – socialister kan blive mødt med. I Carls tilfælde er det dog ikke kommunismeanklager, der tynger ham: ”Jeg synes faktisk ikke, at det er så slemt. Det var værre, da jeg var langhåret … Det er som om, at man er lidt mere bange for langt hår end for Marx”.

Da Carl kastede sig ud i ungdomspolitik, var det som en langhåret socialist i SFU. Siden er det lange hår blevet til en kortere frisure, men den socialistiske drøm er stadig den samme. Hans ungdomspolitiske karriere begyndte i Odense, og har siden ført ham til København. Her har han fundet sig til rette og studerer nu Samfundsfag og Retorik på Københavns Universitet.

Forældrenes politiske interesse og samtaler over middagsbordet har skubbet ham i retning af politik, vurderer Carl selv. Dog valgte han – i modsætning til sine forældre – at engagere sig i partipolitik. Der var ingen tvivl om, at socialismen var vejen frem, og hurtigt faldt partivalget på SF og deres ungdomsafdeling. ”Jeg kunne godt mærke, at Socialdemokratiet, de var slet ikke progressive nok til mig. Og jeg havde det lidt svært med som Enhedslisten at stille sig et sted i politik, hvor man ikke rigtigt tør søge den store indflydelse, men mest af alt bare er en protestbevægelse”. Derimod blev det altså SF og SFU i barndomsbyen Odense, hvor Carl tog sine første skridt ind i den politiske verden.

Det var efter længere tids overvejelser, men jeg tror, at det der virkelig drev mig, det var, at jeg var virkelig træt af den stigende ulighed. Og så synes jeg ikke, at politikerne gjorde nok for at bekæmpe klimaforandringerne”. Utilfredsheden med Anders Fogh Rasmussen, den daværende statsminister, var også noget, der drev Carl mod ungdomspolitik og især den socialistiske af slagsen: ”(Han, red.) havde startet en ulovlig krig i Irak og havde i virkeligheden været bannerfører for det, jeg så som en meget individualistisk tilgang til det hele. Og derfor kunne jeg godt tænke mig at blive aktiv og bekæmpe det”.

Den første tid i SFU i var præget af, at Carl var den yngste: ”Mange af dem der var aktive der, havde jeg måske ikke så meget til fælles med. De kunne godt lide at drikke bajere og diskutere Marx – og det er jo to rigtigt dejlige ting – men det var ikke lige det, jeg var kommet for”. I stedet startede han en elevorganisation ved navn Røde Skoleelever, hvor en række SFU’er i folkeskolealderen blandt andet slog sine folder.

Løbende blev Carl dog mere og mere involveret i rent SFU-arbejde. ”Op igennem gymnasiet blev jeg mere aktiv i SFU i Odense. Jeg var formand der nogle år, og blev valgt til SFU’s landsledelse og forretningsudvalg. Efter gymnasiet blev jeg så fuldtidsansat som organisationskonsulent i SFU og flyttede til København af den grund”, fortæller Carl. På landskontoret på Blegdamsvej i grænseområdet mellem Nørrebro og Østerbro skilte Carl sig politisk lidt ud fra mængden. Alligevel var landskontoret præget af godt humør og samarbejde.

Arbejdet som organisationskonsulent kunne da også sagtens have fortsat længere, men der kom altså en formandspost i vejen. Formandsdrømme var aldrig drivkraften, men en dag blev Carl altså indlemmet i den lange række af formænd, der siden 1969 har forsøgt af styre SFU og Danmark stadigt tættere på den ræverøde socialistiske drøm. Som Carl selv siger: ”I virkeligheden havde jeg nok aldrig forestillet mig, at jeg skulle være landsformand for SFU … Det var aldrig et mål. Men på et tidspunkt stod der bare rigtigt mange og pegede på mig, og så tog jeg teten”.

De politiske uenigheder på landskontoret blussede op under den palaver, der fulgte i kølvandet på Annette Vilhelmsens indryk på formandsposten i moderpartiet SF. Som reaktion på den nye formand valgte flere fra det daværende SFU-landskontor at vinke farvel til det rendyrkede socialistiske og i stedet sige goddag til det socialdemokratiske. Den forhenværende formand Gry Möger Poulsen stak også af til Socialdemokratiet, og vakuummet efter hende blev udfyldt af en bundsocialistisk Carl Valentin.

Fra 2013 til 2015 sad Carl på formandsposten. I sin tid som formand arbejdede han blandt meget andet med en mærkesag om at skaffe gratis psykologhjælp til unge i alle landets kommuner og så foreslog han en rigmandsskat inspireret af den franske præsident François Hollande. Psykologhjælpen har SFU ganske unikt for ungdomspartier lykkedes med at få sat på dagsordenen og få indført i vid udstrækning, mens rigmandsskatten stadig lader vente på sig. Dog har Carl sidenhen hævet ambitionsniveauet en smule og foreslået en 100% beskatning af alle indkomster over 3 mio. kr. Altså en de facto begrænsning, så ingen kan tjene mere end 3 mio. kr. årligt, svarende til 250.000 kr. om måneden. Et forslag, der også har franske aner og er affødt fra den franske socialistiske præsidentkandidat Jean-Luc Melenchon, men som nok har lange udsigter i dagens Danmark.

Det var ellers en kritisk periode for SF såvel som SFU, som Carl oplevede på tæt hold. Især var en kaotisk regeringsdeltagelse skyld i, at både moder- og ungdomspartiet blødte medlemmer. SF dalede i meningsmålingerne, og nogle var hurtige til at male fanden på væggen med snak om det socialistiske projekts snarlige uddøen. Både SF og SFU har dog formået at overleve og rejse sig igen. Dog har partiet ikke genvundet samme opbakning, som da Villy Søvndal red partiet mod 20% i meningsmålingerne på den såkaldte ’Villybølge’.

Efter sit visit i det københavnske og en formandsperiode hos SFU vendte Carl fokus hjem mod Fyn. I kikkerten var et folketingskandidatur til valget i 2015. Da Carl landede på Fyn, var det stadig med det lange hår, at han som nybagt folketingskandidat gik i gang med valgkampen.

Det er jo meget vildt at lægge ud med et folketingsvalg som ens allerførste valg. Hvordan var det? ”Det var sindssygt fedt at prøve. Jeg vidste godt, at jeg ikke havde de store chancer for valg … Nu endte jeg jo faktisk med at komme i Folketinget alligevel i en kort periode … Men bare det at prøve at komme ud og være kandidat, det er virkeligt stort – for du har virkelig et stort ansvar, synes jeg, når man stiller sig op og siger direkte, man vil repræsentere en masse mennesker. Og at få nogle fede debatter, snakke med folk og fuldstændigt selv lægge retningen for sit politiske projekt, det synes jeg, var enormt spændende. Jeg fik en erfaring, der var ret uvurderlig, nu hvor jeg stiller op her næste gang. Så bliver det jo noget andet, fordi jeg har prøvet det før”.

Hvad var dine mærkesager dengang? ”Jeg havde primært fokus på gratis psykologhjælp til unge, hvis jeg sådan skulle nævne én ting. Det er klart, der var flere ting, men ja … Jeg ville jo indføre det i hele Danmark, og så fik vi det også indført blandt de 18-20-årige, da jeg kom i Folketinget. Jeg har kæmpet for det i mange år, og derfor synes jeg også, at det var ret naturligt at gøre det til min mærkesag. Men også fordi jeg synes, at det er ret tydeligt, at der er mange, der får psykiske lidelser, men hvor det ikke bliver prioriteret politisk … Jeg synes bare, det er så absurd, det her med, at vi har et system, hvor at hvis der er noget som helst galt med kroppen, så kan man få hjælp – medmindre det er sindet eller tænderne, det er galt med”.

I efteråret 2017 var Carl stedfortræder for Karsten Hønge, politisk ordfører for SF, i Folketinget. Hønge var til FNs generalforsamling, og så blev Carl ringet op og budt indenfor i dansk politiks epicenter på Slotsholmen. Her fik han smagt lidt på reelt folketingsarbejde og fik en fornemmelse af, hvordan en hverdag i Folketinget forløber. Også som midlertidigt folketingsmedlem blev Carl bekræftet i pragmatismen som vejen frem. Enhedslistens tendens til at stille sig udenfor forhandlingerne i protest er noget, Carl taler om med foragt. Skulle han blive valgt ind til det folketingsvalg, der hver dag rykker tættere på, ville det altså ikke være en total grønskolling, der af vælgerne bliver sendt gennem Christiansborgs tykke trædøre.

Hvordan var det at være stedfortræder for Hønge? ”Det var fedt. Der var fandeme fart på, mand. Det var lige op til kommunalvalget også, og det betød, at rigtigt mange af vores folketingsmedlemmer var ude og hjælpe med at lave valgkamp i kommunerne. Derfor skulle jeg tage rigtigt mange store forhandlinger og behandle nogle vigtige lovforslag også. Jeg blev sgu ret overvældet over, hvordan det ligesom – ja, hvordan det var, det der med at komme ind foran forhandlingsbordet”.

Holger K. Nielsen var bortrejst til Japan i stedfortræderperioden, og derfor blev Carl sendt af sted som reserve for ham også. Det betød, at han kom til at deltage i forhandlingerne omkring den årligt tilbagevendende uddeling af midler fra Satspuljen på integrationsområdet. Overfor folk som Inger Støjberg, Mattias Tesfaye, Martin Henriksen, Sofie Carsten Nielsen og Josephine Fock, lykkedes Carl f.eks. med at afsætte penge til traumatiserede flygtningefamilier. Det er ikke meget fælles fodslag med Støjberg og Henriksen, som Carl ville kunne forvente, men alligevel ”var der en respekt for, at SF også skulle få noget indflydelse, hvis vi var med – og Støjberg ville jo gerne have, at vi var med”, som Carl selv siger.

Hvordan forbereder man sig på, at man lige pludselig skal ind i Folketinget? ”Altså, det er virkeligt svært at forberede sig på. Jeg blev ekstremt chokeret over, hvordan det hele var derinde og jeg havde sindssygt travlt … Man farer rundt for at finde Transportministeriet (Carl havde mange ordførerposter i stedfortræderperioden, og var altså også fungerende transportordfører, red.) og det hele er meget nyt. Jeg kom jo derinde lidt op til og havde nogle goder møder med Karsten, hvor han satte mig lidt ind i områderne. Jeg fik også lidt hjælp, særligt af Jacob Mark, som jeg kender godt og som er vores gruppeformand derinde. Og så havde jeg nogle skønne rådgivere – bl.a. Ida, som er superskarp, og som plejer at rådgive Karsten Hønge. Det hjalp rigtigt meget. Men ellers er det jo bare at springe ud i det”.

Han blev altså ikke bare kastet ind på alle fire med en hel række ordførerskaber, der skulle tages hånd om. Forberedelsen og hjælpen fra partikolleger og rådgivere kombineret med erfaringerne fra det ungdomspolitiske var godt at have med sig ind på Folketingets talerstol, mener Carl. Men: ”Det der med at stå på Folketingets talerstol for første gang, det tror jeg ikke, man kan forberede sig på. Det var virkelig en stor ære”.

Oplevelserne fra Carl omtrent tre uger lange folketingsophold har givet blod på tanden. Derfor går meget af Carls tid lige nu med at forberede det kommende valg til Folketinget. ”I virkeligheden er det ikke specielt komplekst, men bare sådan lidt Robin Hood-agtigt, det jeg kommer til at gå til valg på”, griner Carl. ”Tag fra de rige og giv til de fattigste”. I bund og grund ønsker han en helt anden retning i forhold til, hvordan vores samfund skal fordele værdierne.

Du er vel begyndt at varme op med valgkampen. Hvad har du lavet indtil videre? ”Jamen, først, så havde jeg en masse internt arbejde i partiet. Vi havde en urafstemning, men jeg skulle også finde en masse folk, der havde lyst til at hjælpe mig. Jeg har nedsat en valgkampsgruppe, som jeg for tiden mødes med som minimum hver 14. dag … Ellers skriver jeg en del debatindlæg og i går var jeg ude på gaden for at dele flyers ud. Jeg opruster lidt på sociale medier, har bestilt nogle valgplakater og planlægger ligesom, hvad for nogle fede aktioner, vi skal lave i løbet af de der tre uger. Så der er meget planlægning lige nu, men jeg er også i gang”.

Desuden har Carl for nyligt været med i en del store paneldebatter, og flere venter allerede i horisonten. Som nummer to på SFs liste i København får han mange debatter fra nummer et på listen, partiformand Pia Olsen Dyhr, der ofte skal deltage i arrangementer i hele landet.

Er der noget, som du vil gøre anderledes i den her valgkamp i forhold til 2015? ”Der er nogle ting, jeg ikke kan undgå at gøre anderledes, fordi jeg er en højere profileret kandidat. Så jeg kommer til at have en valgkamp, hvor jeg kan lidt mere, jeg kommer til at tage nogle flere debatter og jeg har en lille smule flere penge at gøre godt med – jeg kan få en lidt mere storstilet valgkamp, på en eller anden måde. Jeg tror også sidste gang, jeg stillede op, var jeg lidt en ungdomskandidat med meget fokus på gymnasiet. Jeg mener, at jeg er ved at have nået en alder og har fået noget mere erfaring nu, som gør, at jeg kan nå lidt bredere ud … Så derfor er det klart: jeg kommer ikke til at være en gymnasiekandidat på samme måde”.

Hvad tror du, dine odds er for at komme ind i Folketinget? Ser det godt ud? ”Det ser ret godt ud, lige nu. Men det er helt vildt svært at vurdere … Med de målinger, som SF har nu, så er der en okay chance for, at vi får to mandater i København. Men det kommer sgu til at kræve hårdt arbejde, og det kræver, at der er nogle folk, der vil stemme personligt på mig og som vil være med til at lave valgkamp … Jeg vil gøre alt hvad jeg kan, for jeg mener, at det er vigtigt, at vi får en ny regering og jeg tror på, at jeg kan gøre en forskel som folketingsmedlem”.

Hvad er den politiske kamp, du kommer til at gå til valg på? ”Generelt, så kommer jeg til at sætte fokus på ulighed. Det bliver nok overskriften for min valgkamp, at ’vi skal bekæmpe den stigende ulighed’ … Jeg ønsker at mindske forskellen mellem top og bund, at få styrket vores velfærd og så at få gjort noget alvorligt ved klimaforandringerne”.

”Vi er ekstremt rige i Danmark. Vi har mere et ulighedsproblem end vi har et rigdomsproblem. Vi har masser af penge i Danmark, problemet er, at de er fordelt skævt”, understreges det fra Carls side. For ham at se er det tydeligt, at ulighed river samfund fra hinanden: dels gennem en usund forbrugermentalitet og konkurrence, dels gennem en øget tilbøjelighed til misbrug.

Grundlæggende er der noget uretfærdigt i, at nogle går på arbejde og ikke bliver betalt så meget for det, fordi de har valgt at arbejde med deres hænder. Holdningen er klar og vil også være det under valget: ulighed er uretfærdigt og Carl vil bekæmpe den.

Nu hvor Carl står foran et muligt gennembrud som politiker, skal han også til i højere grad at være den, der præsenterer løsningerne på samfundets problemer. Ulighed er komplekst, og der findes ikke en samlet løsning. Løsningen skal i stedet findes i flere tiltag. En del af løsningen, vurderer Carl, kunne være en progressiv skattereform. En skattereform, hvor formuer over 5 mio. beskattes mere, øget beskatning af forurening fra store virksomheders sider og der skal pålægges flere skatter på arv, spekulation og finanssektoren.

Mod slutningen af vores interview svinger Carl pisken mod et modefænomen i dansk politik: at se staten som en virksomhed, der skal give profit. For en socialist som ham er det ikke sådan, staten skal tænkes. ”Det er vigtigt, at statens finanser passer. Det er der jo ikke nogen tvivl om … Men jeg synes, det er vildt, så meget fokus, der er kommet på, at det vi gør fra statens side, skal kunne betale sig”. Som Carl påpeger, er der mange ting, vi gør som samfund til daglig, der ikke kan betale sig. Vi gør dem alligevel af nogle mere principielle årsager og lader økonomien træde i baggrunden. Et eksempel er ældreplejen, der rent økonomisk set er en dårlig forretning. Principielt er det dog vigtigt, at vi hjælper de ældre, mener Carl.

Den tilgang efterspørger Carl mere af i dansk politik: ”I stedet for altid at diskutere, om ting de kan betale sig eller ej, så bør vi prøve at diskutere, hvordan vi laver vi det samfund, som skaber de bedste liv for mennesker”. Hvordan skaber vi bedre livskvalitet og en klode, der er til at give videre til vores børn og børnebørn? Hvordan får vi et rart samfund at være i? Den slags spørgsmål er meget vigtigere, mener Carl. Vi bør ikke snakke om, hvorvidt det kan betale sig at give SU – noget, der eller har været diskuteret meget – men helt lade være med at tænke på staten som en virksomhed.

Ofte sker det desuden, at der i økonomiske debatter kommer modstridende tal fra hver fløj. Det skete også i SU-debatten, hvor venstrefløjen mente, at SU’en godt kunne betale sig, mens højrefløjen indtog en mere kritisk position. ”Og jeg er egentligt ret ligeglad”, udbryder Carl, ”fordi jeg synes, det er rigtigt at betale folk under deres uddannelser, for så har de et bedre liv på deres studier og mere tryghed. Det er det, der er vigtigt for mig, ikke om det rent samfundsøkonomisk giver en eller anden gevinst”.

I sine 26 år, hvoraf en pæn del er blevet brugt på og i politik, har Carl opnået meget. Selv ser han indførslen af gratis psykologhjælp som sin største enkeltstående politiske sejr. Den idé tog form i SFU Odense, og han har siden taget den med sig som landsformand og i Folketinget. Mange kommuner har indført gratis psykologhjælp til unge under 25 og 30 år, og efter Carls smagsprøve på folketingsarbejde, er alle mellem 18 og 20 år nu dækket ind. Psykologhjælpen er ikke fulgt til dørs endnu, og målet er gratis hjælp til alle aldre i hele landet.

Derudover ligger eftervirkningerne fra Carls politiske virke indtil videre især i at have skubbet til nogle dagsordener og have flyttet folks synspunkter. Gennem politisk og debatmæssigt arbejde har han markeret sig som en af Danmarks stærkeste unge socialistiske stemmer. Om Carls helt store politiske drøm i fremtiden vil udmønte sig i håndgribelige sejre, må tiden vise. Vi bliver i hvert fald en hel del klogere på det efter valget.

Anbefal0 anbefalingerUdgivet i Seneste fra Debatt.dk

Related posts

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.