Drabet på Nedim Yasar viser, at ytringsfriheden er mere truet af banderne, end vi tør indrømme

Uanset, hvor man befinder sig i landet og livet i øvrigt, vil det være en kraftpræstation ikke at have hørt om Nedim Yasars nylige og sørgeligt barbariske dødsfald. Yasar var en tidligere bandeleder og kom sidenhen ud på den anden side, aktivt arbejdende for at færre skulle følge hans eget eksempel ind i bandemiljøet. Gennem radio- og TV-programmer og andet arbejde fortalte han om skyggesiderne ved en tilværelse i organiseret kriminalitet. Som følge heraf blev han en så forhadt mand blandt voldsparate bandefolk, at forfattertitlen først for alvor kunne pryde CV’et efter hans død. Efter en veloverstået bogreception for hans kommende selvbiografiske bog om sin tid som bandemedlem med følgende exit blev en række skud Nedim Yasars endeligt. Dagen derpå udkom bogen så. Den bog, der havde kostet ham livet.

En så brutal nedskydning som den, Yasar blev udsat for, ses ikke tit i Danmark. Reaktionerne var følgelig også derefter. Fordømmelsen af mordet fandt sted over en bred kam, og for de fleste blev Yasars mord en øjenåbner for, hvor morbidt bandemiljøet er i sin natur. Gennem en eskalerende bandekrig i København, politiblink, skudhuller og lavthængende helikoptere virker dette mord som kulminationen på, hvor langt banderne er villige til at gå for at lukke munden på de, der går dem imod.

Sætter man sig ind i et charterfly mod en syditaliensk ferieby, møder man det skræmmebillede, som Yasars mord giver associationer til. Herhjemme er den konstant overhængende trussel mod ytringsfriheden islamister med maskingeværer i hånden på vej mod Politikens Hus. Hvor vi i Danmark har Flemming Rose, der på imponerende vis holder på ytringsfriheden på trods af konstant at være omringet af bevæbnede politifolk og terrortrusler, har man i Italien Roberto Saviano. Han er i samme situation som Flemming Rose, men det er ikke terrorister, der holder Saviano bag lukkede døre. Hvor Rose har Muhammedtegninger, et par bøger og et konsekvent forsvar for ytringsfriheden på samvittigheden, var det en afslørende bog om mafiaen, der gjorde Saviano til en truet mand.

I Italien udøver den organiserede kriminalitet sit terrorregime til skade for ytringsfriheden på et helt andet niveau end det, banderne gør sig skyldige i herhjemme. Men vi må ikke undervurdere, hvor skadelig den organiserede kriminalitet er herhjemme – også for ytringsfriheden. Nedim Yasars mord afslører en ubehagelig sandhed, vi ellers ikke konfronterer os selv med: vi har accepteret, at vi ikke tør gå imod banderne og rockerne og kritisere dem på samme måde, som vi kritiserer alt andet i samfundet. Vi har accepteret, at vores ytringsfrihed ikke gælder i forhold til dem med rygmærker.

Da den hæderkronede forfatter Peter Øvig Knudsen ville lave en dokumentarisk bog om Pusher Streets hashhandel, droppede han projektet på baggrund af sikkerhedsbekymringer fra politiet. Øvig Knudsens formål var end ikke at kritisere den organiserede kriminalitet. Han ville blot dokumentere en interessant del af Danmarks historie. Desværre er han langtfra ene i sin selvcensur. Vi andre køber ind på selvcensuren hver dag, og det er noget, vi er nødt til at gøre op med.

I Italien udøver mafiaen også magt mod de politiske lag i samfundet. Det samme så vi herhjemme sidste år, da Odenses borgmester Peter Rahbæk tog kampen op mod Black Army, en bande, der havde slået rod i kommunen. Rahbæk gjorde noget, hvor andre ikke turde, og han kritiserede banden kompromisløst. Som konsekvens heraf blev han så truet en mand, at politiet tildelte ham livvagter døgnet rundt.

Ligesom Peter Rahbæk har  det, havde Nedim Yasar også som en af de få modet til at gå imod den organiserede kriminalitet. Vi andre holder os tilbage af frygt for de kriminelles primitive voldsmetoder. Dermed lader vi volden vinde, og sådan må det aldrig være. Den eneste måde, vi for alvor kan gøre op med banderne, er ved at mange gør modstand. Er der kun få mål at gå efter, kan banderne med trusler, vold og mord holde modstanden nede. Er der pludselig mange, der tør, hvor de før tav, kan kritikken ikke dæmmes ind. De fleste af os er enige om, at organiseret kriminalitet skal bekæmpes, og derfor har vi et ansvar til aktivt at tage del i kampen. Vi kan aldrig komme banderne og rockerborgene til livs, hvis vi overlader kampen til de få.

Som Øvig Knudsen udtalte, efter hans bogprojekt var lagt på hylden: ”Jeg havde ikke forestillet mig, at der var noget i vort fredelige demokrati, man ikke kan skrive om”. Sådan er de sørgelige realiteter i dag, men sådan behøver det ikke være i morgen. Danmark er langt fra Italien, og sådan skal det forblive. Vi kan alle fordømme Yasars mord, men vil vi virkelig gøre noget ved problemet – vil vi virkelig bekæmpe kriminaliteten – kræver det, at vi selv tør at træde frem.

Anbefal0 anbefalingerUdgivet i Kriminalitet, Ytringsfrihed

Related posts

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.