Den kristne religionskrig må aldrig vinde over religionsfriheden

Der går ikke en dag, uden at avisspalter og kommentarfelter på Facebook landet over er fyldt med snak om, hvorvidt og hvordan islam skal begrænses. Nogle gange er det snak om at forbyde Hizb ut-Tahrir eller muslimske tørklæder på offentligt ansatte fra DF, nogle gange har Nye Borgerlige fået en fiks idé om at udelukke alle troende muslimer fra at få statsborgerskab, andre gange vil Rasmus Paludan udsætte muslimer for en pervers afart af Jim Crow-lovene og sende dem i ’motivationslejre’ for at få dem ud af landet.

Ovenstående eksempler er udtryk for, at religionsfriheden er under konstant beskydning. Partier som DF, Nye Borgerlige og Stram Kurs er de mest åbenlyse angribere, når det kommer til kampen mod islam og dermed religionsfriheden. Men efterhånden melder flere og flere partier sig ind under religionskrigens faner. Selv Venstre, ’det liberale parti’, hvor især Inger Støjberg fører an, virker til at have glemt alt om religionsfrihed.

At religionsfriheden er en truet størrelse i dagens Danmark, viser sig ligeledes i regeringsgrundlaget, der bl.a. rummer en sætning om at ’Danmark er et kristent land’. Da disse fem små ord sneg sig ind i 2015 og igen i 2016 ved den nye regeringsdannelse, var det første gang i nyere tid, at en regering så tydeligt satte mærkat på Danmarks religiøse identitet.

Faktisk er det allerede i regeringsgrundlaget, at problemerne begynder. Religionsfriheden sniger sig først ind efter erklæringen om Danmarks kristenhed. Den rækkefølge er symptomatisk. Overalt bliver der sagt ’Ja, vi har religionsfrihed, MEN…’. Religionsfrihedens grænse virker til at gå der, hvor den begynder at true kristendommen.

Opfattelsen af, at Danmark er et kristent land, og at vores samfund er baseret på ’kristne værdier’ er dog dybt forfejlet. Demokratiet og alt, hvad der dertil hører, er i Danmark opstået i kampen mod kristendommen. Gennem tiden har en af de primære kristne opgaver været at undertrykke kritik og andre religioner såvel som borgernes frihed og demokratisk udvikling. Ønsker vi at værne om vores demokrati, bør vi beskytte det mod kristendommen.

I enhver religion findes elementer, der er uforenelige med demokratiske værdier. Dette gælder for islam såvel som for kristendommen. Det betyder dog ikke, at kristendommen ikke kan eksistere i Danmark – eller at islam ikke kan – men blot, at religion ikke skal indblandes i statsapparatet, hvis vi virkelig ønsker en demokratisk stat baseret på frihedsrettigheder.

Det øjeblik, vi erklærer Danmark som en kristen nation med tilhørende folkekirke, hæver vi kristendommen op på en piedestal, hvor den ikke hører til i et moderne samfund. Når kristendommen er hævet over andre religioner, har man lagt grobunden til, at mere eller mindre reelle trusler mod den skal bekæmpes – også gerne med udemokratiske midler.

Danmark er ikke et kristent land, når det kommer til stykket. Vi er derimod en demokratisk stat med retsstat og frihedsrettigheder. Det nuværende politiske landskab bekræfter desværre, at kristendommen vægtes højere end demokrati og frihedsrettigheder.

Kampen imod islam er i virkeligheden en religionskrig. En krig mellem kristendom og islam, hvor man har overbevist sig selv om, at de to religioner er uforenelige og at alt det gode i Danmark er kommet på grund af kristendommen – ikke på trods af den.

Der findes elementer i alle religioner, der giver anledning til betænkelighed ud fra et demokratisk perspektiv. Skulle man generalisere ud fra katolske præsters overgreb på småbørn, Anders Breiviks kristne korstog på Utøya og Jehovas Vidner sektdyrkelse og udelukkelse af frafaldne, ville billedet af kristendommen se forfærdeligt ud. Læren af det er, at man ikke kan generalisere en religion ud fra dens ekstremer.

I kampen mod fundamentalistisk islam, sharialovgivning, terrorisme, hadprædikanter og andre dårligdomme, ender mange lige fra politikere til pølsemænd dog ofte med at skære muslimer og deres religion over én kam. Og det er et problem. Organisationer som Hizb ut-Tahrir, soloterrorister og arabiske styrer hvor kvinder bliver stenet er ikke et carte blanche til at generalisere muslimer herfra og til helvede. Har man først generaliseret, er det nemmere at tvinge diskriminerende lovgivning igennem, og derfor skal generaliseringen bekæmpes.

Lovgivning, der indskrænker religionsfriheden, er af natur dybt problematisk. Har man først strammet nettet for én gren af islam, står der snart nye folk og peger på nye beklædningsgenstande, traditioner, organisationer, trosfortolkninger og måske hele religioner, der skal indskrænkes eller forbydes. Burkaer er nu forbudt, påståede muslimske hadprædikanter udvælges vilkårligt til en national sanktionsliste og inden længe vil nye tiltag, der indskrænker religionsfriheden formentlig komme på bordet.

Hidtil har især DF haft succes med at indføre det ene skøre udemokratiske tiltag efter det andet. Disse tiltag har alle haft muslimer som mål, men da der stadig er en rudimentær religionsfrihed tilbage i Danmark, har man ikke kunne diskriminere som ønsket med lovgivningen. Derfor hedder burkaforbuddet et tildækningsforbud, mens Marie Krarups nylige forslag om at forbyde tørklæder i den offentlige sektor også vil betyde et forbud mod jødekalotter. Hvilket selvfølgelig er beklageligt, siger Krarup selv – for det er jo muslimerne, man vil ramme.

Den kamp mod islam og muslimer, som DF, Nye Borgerlige, Stram Kurs og andre partier engagerer sig i, kommer af en misforstået tro på, at islam er et problem i sig selv. At man som rettroende muslim ikke kan fungere i et såkaldt kristent dansk samfund. Det er derfor en absolut nødvendighed at indskrænke religionsfriheden, må man forstå.

De partier, der påstår, at troende muslimer ikke kan være aktive medborgere i Danmark, afslører deres manglende forståelse for demokratiet. Et sandt demokrati skal kunne rumme både stærkt og svagt troende kristne og muslimer – og alt derimellem. Kontroversielle holdninger – religiøse eller ej – bør aldrig i sig selv forbydes. I kampen mod brodne kår må religionsfriheden aldrig blive ofret undervejs.

Historien om religionsfriheden herhjemme er en historie om kristen undertrykkelse, om afbrænding af kættere på bål, fængselsceller og streng censur. Det har kostet meget at vinde den frihed, som vi i dag tager for givet. Nu hvor kristendommen ønsker at vriste den fra os på ny, må vi give den kamp til stregen.

Anbefal0 anbefalingerUdgivet i Religion

Related posts

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.