Det er blevet et stadigt mere udbredt synspunkt at gå ind for en ny folkeafstemning omhandlende Storbritanniens medlemskab i Den Europæiske Union. Senest var det Labours formand, Jeremy Corbyn, der meldte sig på banen med støtte til en sådan. Men er dommedags-profetier og nye afstemninger ikke blot ’gammel vin på nye flasker’?

Argumentationen for en ny folkeafstemning går i al fald på, briterne besluttede sig på baggrund af løgn og latin. Denne anke virker dog noget forloren med henblik på, hvad der fra remain-kampagnen blev forudset, såfremt man stemte sig ud af Den Europæiske Union. Landets embedsmænd, økonomer, aviser og politikere stod i kø for at tegne et billede af, de britiske øer post-Brexit ville være et nyt helvede på jord. Sandheden er blot, Storbritanniens økonomi gør sig bedre end det, de fleste prognoser forudså efter afstemningen. Pundet er nogenlunde stabiliseret, arbejdsløsheden er den laveste siden 70’erne, og den økonomiske vækst er heller ikke værst.

Det betyder selvfølgelig ikke, store strukturelle ændringer og usikkerheder ikke har en kortsigtet negativ økonomisk betydning. Faktum er bare, EU – ifølge forskere fra Syddansk Universitet – på lang sigt er en økonomisk ligegyldighed, i kraft af medlemskabet ikke giver mærkbar BNP-vækst i en sammenligning med andre OECD-lande. Dette skyldes blandt andet svækkede handelsmuligheder med lande uden for EU.

Og hvad så hvis en udmeldelse i øvrigt måtte koste kroner? Er det givet en nation bør prostituere sig selv, sit demokrati, sin beslutningskompetence og sin suverænitet i bytte for materialisme?

Det at skræmme og – såfremt man alligevel taber – varsle nye folkeafstemninger til den forkertstemmende, dumme befolkning virker i dansk kontekst alligevel bekendt.

Med udgangspunkt i Maarstrict-afstemningen, hvor danskerne sagde nej til en Europæisk Union, kunne man argumentere for, at Edinburgh-afstemningen – og dermed de facto vores EU-medlemskab – var baseret på samme opskrift; skræmmekampagne og ny afstemning. Vi fik dog som bekendt en række forbehold, herunder euro-, rets- og forsvarsforbeholdet. Lad os prøve at gå disse forbeholds efterfølgende historie i sømmene.

Et forsøg på at afskaffe førstnævnte foregik i år 2000, da den danske krone som bekendt blev forsøgt afskaffet til fordel for euroen. Diverse ’eksperter’, aviser og politikere kunne ikke understrege nok, hvilken bananrepublik Danmark ville blive. Poul Nyrup gik i spidsen med citater som: ”Vi skal være klar over, at på det internationale valutamarked opererer pengespekulanter, der har flere penge end den danske statskasse, og som kan vælte den danske krone, og når der kommer et pres mod den danske krone, så kommer der et pres mod velfærdsstaten” og fortsatte: ”Vi har en sund økonomi i Danmark. Men vi er ikke stærke nok til at stå alene i en ny verden. Og hvis vi siger nej til euroen, så står vi alene”.

Hvordan klarede den lille, sårbare, isolerede danske velfærdsstat sig så mod de store, stygge pengespekulanter? -Vi har givetvis sparet et trecifret milliardbeløb ved ikke at afskaffe kronen og således hæfte for Sydeuropas økonomiske uansvarlighed.

Ved retsforbeholdet var ja-siden var snusket nok til at benytte Europol-lejligheden til at ville afskaffe – og ikke blot omdanne – retsforbeholdet. Således omhandlede afstemningen ikke blot de givne retsakter, et nyt Europol krævede ændret, men også fremtidig kompetence til at afgive flere retsakter og mere suverænitet uden ny folkeafstemning. Og hvad ville der ske, såfremt det danske folk ikke var villige til at afskaffe et sådant forbehold? Den nominelt konservative, Bendt Bendtsen, udtalte eksempelvis: ”Hvis man har sympati for de pædofile, kan jeg godt forstå, at man overvejer et nej”, mens Socialdemokratiet og De Radikale turnerede med budskaber om,  at man ville – indirekte – hjælpe pædofile og kvindehandlere fremfor politiet. 

Hvordan gik det så det nye slaraffenland for pædofile kvindehandlere efter endnu en mislykket skræmmekampagne? Vi fik en parallelaftale – og da heldigvis ikke den omtalte, nye afstemning – der nu sikrer, politiet bruger Europol mere end nogensinde før.

Nu lurer en afstemning om forsvarsforbeholdet ifølge Venstre i horisonten. Trump – som vi for alt i verden ikke kan lide – begynder nu at kræve, vi lever op til de indgåede aftaler med henblik på 2-procents-kravet, før han vil leve op til USA’s aftale om at beskytte os, når vi nu af ovenstående grunde ikke kan klare os selv. Derudover er der vist også noget om, Putin i øst har våde drømme om at indlemme EU i et post-sovjetisk rige, må vi forstå. Historien vil blive (gen)fortalt, såfremt man ikke er på vagt.

Responses

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.