Det nominelt Konservative Folkeparti af selvsamme navn turnerer i disse dage rundt med budskabet om, at straffelovens paragraf 2016 – også kendt som ‘voldtægtsparagraffen’ – for fremtiden bør baseres på frivillighed. En del vælgere vil givetvis æde budskabet råt i en folketingsvalgkamp, for alle er vel enige i, at sex mellem parter bør være frivilligt. Problemet med ovenstående er blot, at straffeloven allerede forbyder enhver form for tvang til sex. Paragraffen lyder konkret på, at man ikke må: “tiltvinge sig samleje ved vold eller trussel om vold eller skaffe sig samleje ved anden ulovlig tvang, jf. § 260, eller med en person, der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen”.  Omend øvelsen kan være ubehagelig, så prøv at luk øjnene og forestil dig en voldtægt. Hvad enten det er overfaldsmanden, der hopper frem fra busken, om det er den trælse ekskæreste, der måtte være bagmanden til det modbydelige overgreb, eller om du måtte befinde dig i en påvirket tilstand, der umuliggør afstandstagen til akten, så dækker ovenstående formulering ganske rammende din forestilling. At tro en anderledes lovgivning, hvad enten der er tale om ‘samtykke’, ‘frivillighed’ eller noget helt tredje, vil åbenlyst få den konsekvens, at voldtægtsbegrebet udvandes. Det at bevise (u)frivillighed er en noget nær umulig opgave, og uden undertegnede måtte have de juridiske kompetencer til at udtale sig herom, så er det da værd at bemærke, et utal af eksperter kommer frem til lignende konklusioner. Et minimumskrav for at ville dømme en potentiel voldtægtsforbryder må være, at det kan påvises, vedkommende reelt har lavet et sådant overgreb. Den opgave må aldrig blive en tolkningsøvelse af frivillighed eller samtykke fyldt med gråzoner.

Af selvsamme årsag er det uklogt at foretage en devaluering af både voldtægtsbegrebet og -paragraffen, for at tilgodese nogle venstreekstreme hypoteser, nemlig at:
A) Politiet ikke tager voldtægtsanklager seriøst og
B) For få voldtægtsanklager munder ud i domfældelse

Førstnævnte er umiddelbart den anklage, der er lettest at bestride. For er det ikke vildt, at man fuldstændig udokumenteret kan slippe afsted med at rette en sådan bredside rettet mod den danske politistyrke? Som om den menige politimand skulle have interessere i at underminere voldtægtsofre for at holde hånden over voldtægtsforbrydere. Men jeg har da hørt historier om, at en politimand bestred den fortalte historie, og at der blev spurgt ind til ofrets tøj, har jeg ikke? -Givetvis. Men ovenstående har så indlysende til formål at få klarlagt hændelsesforløbet kritisk, da den jo selvsagt skal kunne holde i en retssal, hvor gerningsmanden ‘uden for enhver rimelig tvivl’ skal have begået handlingen for at blive dømt. Og med hensyn til påklædning så har denne åbenlyst en vigtig efterforskningsmæssig værdi i kraft af, denne kan afsløre DNA-spor, billeder fra overvågning eller interessante vidneudsagn. Det er selvfølgelig fuldt ud forståeligt, at det er dybt grænseoverskridende at blive spurgt om hændelsesforløb og påklædning, såfremt man er blevet voldtaget, men det er nu engang deres job. Dermed ikke sagt afhøringsmetoderne ikke kan forbedres – for det kan de da givetvis – men lad det være op til de, der har forstand. 

Med henblik på den anden påstand, nemlig at for få voldtægtsanklager munder ud i domfældelse, så bygger hypotesen på, at man allerede har dokumenteret antallet af reelle voldtægter ud fra antallet af anklager. Her skulle man jo synes, det var domstolene – og ikke meningsstrømninger – der skulle vurdere de enkelte sager. Med andre ord er de tal svære at tolke på, da man som sådan ikke kan sætte et politisk mål for domfældelse.
For hvor mange procenter af anklagerne skal munde ud i dom? 5%? 20%? 60%? Og hvad vil konsekvenserne af et sådant mål være? Jeg tænker, vi skal dømme dem, vi ved er skyldige (meget hårdt), og så give politiet de redskaber og ressourcer, de skal bruge dertil.

Hvordan gør vi så op med voldtægter begået i danske gader og stræder? Straffe for voldtægt, der reelt er mere end de to år i luksusbrummen, vil selvfølgelig være at foretrække. Justitsministeriets rapport fra februar 2016 viste, at sølle 218-dages strafforøgelse for voldtægt gav mellem 19-23 færre overtrædelser per 100 forbrydere, da kriminelle selvsagt ikke kan voldtage fra fængselscellen. Lad os derfor – eventuelt med minimumsstraffe – give gennemsnitsstraffen, der i praksis er under 27 måneder, et nøk opad. Sad voldtægtsforbrydere inde i fire, seks eller otte år i snit, ville jeg ikke græde snot. 

Et stop for tilstrømningen af personer fra lande, vi empirisk ved begår mange voldtægter, kommer vi heller ikke udenom. Ej heller at få igangsat udvisninger – alternativt frihedsberøvelser – af de titusindviser udlændinge med tilpasningsvanskeligheder, vi allerede har til lands. Det, at 10 ud af 12 overfaldsvoldtægter begås af udlændinge, at hver anden voldtægtsdømt er udlænding, og at næsten halvdelen af de indsatte i danske fængsler har udenlandsk baggrund, taler sit tydelige sprog. Når ovenstående før eller siden er gjort, vil det åbenlyst frigive politistyrken enorme ressourcer. Ressourcer, der blandt andet kan bruges til at efterforske voldtægtsanklager mere dybdegående. 

Responses

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.