Vi hører ofte politikere tale om, at statens budget skal være balanceret, at pengene skal passe. Det hører vi oftest fra den liberale fløj af blå blok, men det er retorik som generelt kommer fra politikere fra hele det politiske spektrum.

Desværre er det forkert.

I mit sidste indlæg omhandlende statens udgifter og dens monopol på pengeproduktion, nævnte jeg at det er en uundgåelig regnskabsregel at summen af statens budget + det privates budget (Som kan brydes op i indenrigs privat og udlandet) = 0. Med andre ord, for at det private kan have overskud, så SKAL staten have underskud. Omvendt, for at staten kan have overskud, så SKAL det private have underskud. Hvis vi gerne vil have, at det private skal have overskud og mulighed for vækst, så skal statens budget være i minus. Lad os se de liberales hjerner eksplodere.

Det er også en del af fortællingen at statens underskud påfører fremtidige generationer, vores børn og børnebørn, en økonomisk byrde i form af afbetaling på statsgælden. Det er også forkert, så længe staten ikke låner penge i udenlandsk valuta.

Den danske stat har monopol på at producere kroner, og kan aldrig gå bankerot i kroner. Statsgæld nomineret i kroner eksisterer ikke for at finansiere staten, ligesom skatter og afgifter ikke gør, men har andre funktionelle formål i økonomien. For statsgæld, så er det en stabil og forudsigelig investering til opsparinger.

Hvad der rent faktisk påfører fremtidige generationer en økonomisk byrde er en forestilling om at staten er en husholdning og skal køre et balanceret budget. I et monetært system med en fiat-valuta udstedt af staten, så er staten en vigtig spiller i at drive økonomisk vækst og fremgang. Statens rolle er at lave langsigtede investeringer i landet og dets infrastruktur, som private selskaber, grundet deres mere tidsbegrænsede horisont, ikke kan.

Vi er nødt til at holde op med at insistere på at være slaver til økonomiske teorier og forudsætninger, som ikke har været gældende i snart et halvt århundrede. Det gælder både på venstrefløjen og på højrefløjen.

For anarkister og ideologiske minimalstatstilhængere, hvor økonomien og velstand er mindre vigtigt end deres negative forhold til statsmagten, så er det selvfølgelig en anden diskussion. De skal dog gøre sig det klart, at deres ideologiske motivation ikke kan forsvares med økonomiske argumenter.

Responses

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.