Når et terrorangreb som den gruopvækkende, forkastelige massakre mod en moské i Christchurch finder sted, er der altid politikere og debattører, som opfordrer til, at man ikke giver gerningsmanden eller det verdenssyn, der motiverede ham, opmærksomhed. Man giver nemlig terroristen og hans ideologi gratis reklame, påstås det, og inspirerer derved ligesindede til at abe efter. Andre afskriver (af umiddelbart forståelige årsager) terrorhandlinger som “sygelige” og “vanvittige” uden at tage gerningensmandens motiv til grundig overvejelse.  Jeg er ganske uenig i disse synspunkter og vil i dette indlæg forsøge at forklare hvorfor.

En mand radikaliseres

Et populært citat siger, at “alle mennesker er helten i deres egen historie”. Denne enkle observation forklarer øjeblikkeligt, hvorfor det altid er utilstrækkeligt at bruge “vanvidsforklaring” på tilsyneladende vanvittige gerninger. Selv en ægte galning, der brænder et hus ned, fordi han tror det er infiltreret af marsboere, mener helt oprigtigt, at han har gjort verden en tjeneste. Vil man forstå hans pyromani, må man altså forstå hvorfor han hårdnakket tror på rumvæsner og hvorfor de i hans øjne er farlige. Kun hvis man forstår, hvorfor et synspunkt, man finder afskyeligt, kan virke tillokkende og endda legitimt på andre, kan man gøre sig håb om at bekæmpe det og undgå de forfærdelige konsekvenser af at nogen handler på det.   

Lad os med dette in mente undersøge Christchurch-terroristens egen forklaring på sine handlinger. I sit manifest beskriver han den ændring i sin sindsstemning, der fandt sted i April 2017. Før denne overgangsfase, reagerede han på de efterhånden regelmæssige islamistiske terrorangreb i Vesten (Bataclan i ParisAriana Grande koncerten i ManchesterOrlandomassakren for at nævne nogle af de mest spektakulære) med en følelse af pessimistisk opgivenhed, som jeg tror at mange (hånden på hjertet) kan nikke genkendende til – “åh nej, nu igen?” kan man høre ham og sig selv sukke.

Gerningsmanden skriver, at denne mentalitet fordampede, da et terrorangreb i Stockholm, Sverige, blandt andre tog livet af den elleveårige og delvist døve Ebba Åkerlund, der var på vej hjem fra skole. Overfor dette offer, der for ham var indbegrebet af barnlig uskyld, formåede han ikke at mønstre sin sædvanelige kynisme. Den blev “som knust med en forehammer” for at bruge hans egne ord. 

Resten af manifestet med sit væld af Breivik-retorik og obskure internetreferencer er (isoleret set) bizart på alle mulige måder. At nogen kunne finde på at skrive det (for slet ikke at tale om at handle på det!), giver kun mening, når man overvejer, at forfatteren oprigtigt anser sig selv for at være helten i sin personlige fortælling – de svage og uskyldiges beskytter overfor en fremmed fjende, som ingen andre tør konfrontere. 

En uimodsagt ideologi

Blandt ekstreme religiøse sekter er det ikke uhørt, at selv hærdede tilhængere kommer i tvivl og forlader bevægelsen, når de udsættes for fakta og synspunkter, der strider mod verdensbilledet. Danske Morten Storm nåede til tops i Al-Qaeda’s hieraki, men opdagede på et tidspunkt en række selvmodsigelser i Islam, hvilket fik ham til at falde fra og blive agent for PET. Når man ikke kan se nogen grund til at tvivle på sit livssyn, kan det let vokse ukontrolleret. 

Hvad kunne have fået Christchurch terroristen til at tvivle? Svaret er handlekraft. Det er ikke nogen hemmelighed, at vestlige samfund har forandret sig massivt siden den mellemøstlige indvandring begyndte. Socialdemokratiske borgmestre fra Københavns vestegn var nogle af de første til at påpege de medfølgende sociale problemer, men blev ignoreret. End ikke beretninger fra muslimske debattører såsom Ahmed Akkrai og Ahmad Mahmoud har kunnet inspirere det politiske flertal til at standse udviklingen.  Fremskridtspartiet, Dansk Folkeparti og senest Nye Borgerlige har på skift gået forest under evindelige refleksanklager om racisme. Lignende historier kunne fortælles om vores europæiske naboer. Trods milliardstore offentlige indsatser har ingen løst integrationsgåden. Udgifterne, kriminaliteten, terrorismen og splittelsen er kun steget som resultat heraf og er alt for ofte blevet mødt med floskler og virkningsløse mikrojusteringer. 

Havde man udvist handlekraft tidligt i processen og begrænset indvandringen til et håndterbart niveau, udvist kriminelle udlændinge øjeblikkeligt samt stillet krav om selvforsørgelse, ville der ikke være et massivt problem, som kunne inspirere oprigtigt racistiske ekstremister til at tage sagen i egen ekstremt blodige hånd. Kort sagt er det de legitime myndigheders manglende vilje til at sætte konsekvent ind overfor et reelt problem, der har givet gerningsmandens ideologi vind i sejlene. 

Den slags er ikke gratis. Det er almindelige, uskyldige mennesker som dem i New Zealand, der ender med at betale prisen. Det er dybt uretfærdigt og afskyeligt. Havde man fra starten været handlekraftig, ville det tilmed have været en velsignelse for indvandrere; nultolerance overfor udenlandske kriminelle er en ubetinget gevinst for de lovlydige  – smider læreren ballademagerne uden for døren, har hele klassen ro. 

Det svære valg

Hvis vi vil undgå, at spændingerne eskalerer udover enhver kontrol, er vi nødt til at løse de konkrete, praktiske problemer forbundet med indvandringen og turde diskutere de underliggende ideologiske konflikter mellem det islamiske og det vestlige verdenssyn. Det væld af kosmetiske småstramninger, man i årtier har gennemført duer ikke, og det nytter ikke noget at afskrive religions/idékritik som racisme/terrorreklame – intet gulvtæppe er stort nok til at vi kan feje alle problemer ind under det. Fortsætter vi i samme spor som hidtil, vil vi uden tvivl få mere af det samme. Det kan kun ende ulykkeligt.

Jeg opfordrer læseren til at støtte ofrene for angrebet på hvadend måde, han/hun finder passende. 

Responses

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.