Henretteren Huda og den skjulte historie om kvindelig ondskab

I årtier har man hakket løst på maskulinitet og den hvide mand. I radioen, i TV og de skrevne medier er der nærmest dagligt infame angreb på ‘det maskuline’, som i sin helhed betragtes, som ond og dominerende. I enten dumhed eller i ondskab, har man udeladt at fortælle, at også kvinder kan være ondskabsfulde. Har du hørt om Bødlen Huda? Nej, men det kommer du hermed til. 

Mange har hørt navnet “Gaddafi”. Muammar Gaddafi var diktator i Libyen i over 40 år. Ronald Reagan kaldte ham Mellemøstens “mad dog”. Der er ingen tvivl om, at Gaddafi var lunefuld, grusom og utilregnelig. 

I 1984 planlagde og udførte Gaddafi en “show trial” imod den libyske studerende Al-Sadek Hamed. Efter at have studeret i USA i nogle år, rejste Al-Sadek Hamed tilbage til Libyen.
Her blev han af Gaddafis regime anklaget for at arbejde for CIA. Den grusomme retssag og ydmygelse af Al-Sadek Hamed skete til offentlig skue, hvor blandt andet mange skolebørn deltog. Man optog det hele på video.
En hulkende og ydmyget Al-Sadek Hamed tilstår, under pres, anklagerne og bliver dømt til omgående hængning. 

Under hængningen opstår der et problem, nemlig, at Al-Sadek Hamed ikke brækker nakken. Den anledning griber den fanatiske tilhænger af Gaddafi, kvinden Huda Ben Amer. Hun løber ned til Al-Sadek Hamed og hiver ham så hårdt og længe i benene, at hans nakke brækker og han dør. Det er rendyrket ondskab. 

Man kan allerede nu forestille sig de første automatreaktioner fra dele af det feministiske klientel, der formentlig vil påstå, at der er tale om en “enlig svale” eller at Huda Ben Amer følte sig presset og meget mere til. Sagen er dog, at igennem hele historien er der utallige eksempler på, at kvinder har været rendyrket ondskabsfulde. Så dette “argument” kan man godt spare sig. Det er dødt på forhånd. 

Professor i historie Wendy Lower har skrevet en glimragende bog med titlen “Hitlers Furier”. I bogen beskriver hun, hvordan folkedrab under anden verdenskrig også var et kvindeligt anliggende. Det bekræftes også i den ligeså fortrinlige bog “Ordinary Men”, at kvinder deltog i Holocaust, som blandt andet vagter, der skulle sikre, at jøderne kom “de rigtige steder hen”.
Og Joseph Goebbels kone var villig til at ofre sine egne børn for sin fanatiske tro på nazismen og Hitler. 

Mænd er rigtignok oftest dem, der tager initiativ til fysisk vold. Men ligesom med mobning, så er det at kigge på, måske komme med begejstrede tilråb eller sågar deltage i selve handlingen når den er igang, også er ondskab. Hvem vil fx påstå, at Huda Ben Amer var mindre ond end den mand, der trak i faldlemmen under hængningen af Al-Sadek Hamed? 

Lad mig givet et strålende eksempel på kvindelig aggression.
For nogle år siden var jeg på diskotek i Viborg. På et tidspunkt vil en aggressiv mand tæve min bros kammerat, som følge, af at han skulle have kysset med mandens kæreste. Det viste sig at årsagen til at kæresten vidste, at kysseriet har fundet sted var, at hun – på trods af velvilligt at have kysset med en anden mand – havde informeret ham om, at det var foregået under tvang. 
Hendes kæreste skulle derpå naturligvis vise, hvor stor og stærk han er, så han lægger an til at tæve min brors kammerat uden at stille spørgsmål.
Vi får heldigvis afværget situationen og pludseligt begynder den unge kvinde at græde fordi hun efterhånden har skabt en scene, der involverer halvdelen af diskoteket.

Der er to meget interessante dele til den ovenstående historie. Den første del er, at hun med forsæt forsøger at få sin kæreste (en facilitator) til at begå vold mod en anden mand uden grund. Da situationen ikke går, som hun forventede, begynder hun at græde.
Gråden er først og fremmest udtryk for fejhed, selvom den godt kan være reel. Brudt ned i sine enkeltdele er situationen den, at hun faktisk er den reelle afsender af ønsket om vold, som hun forsøger at få andre til at udføre. Dernæst fortryder hun, da situationen ikke går, som forventet og hun forsøger så, at gøre sig selv til det egentlige offer, således at repressalierne ikke rammer hende. I mine øjne er det højst kritisabelt og amoralsk. Situationen er umiddelbart ingen konsekvenser for kvinden, selvom det var hende, der skabte problemet. 

Mine argumenter er understøttet af forskning. Kvinder og mænds aggressioner har overvejende forskellige udtryk. Der hvor mænd slår, ja, der vil vi oftere se, at kvinder vil forsøge at sprede et dårligt rygte eller forsøge at ødelægge en “modstanderes” ry. Så kan man diskutere, hvilke reaktionsmønstre, man synes bedst om. Jeg kan ikke se, at nogen af delene er fordelagtige. 

Det bekymrende i vores tid er, at det primært er maskulinitet, der forbindes med voldelig adfærd.
Man opererer med et stærkt begrænset voldsbegreb, der giver en misvisende forståelse.  De eksempler jeg har givet ovenfor viser, at kvinder også er i stand til at være ondskabsfulde. Men det viser også, at når denne type ondskab ofte kræver et mandat fra andre, der allerede har taget det indledende initiativ eller er villige til at udføre den ønskede gerning. 

Huda Ben Amer eller Hitlers furier var ikke interesserede i at være de primære initiativtagere til grusomhederne, men de var mindst ligeså fanatiske, som initiativtagerne. Deres ondskab var ligeså planlagt, men mere ansigtsløs. Den manifesterer sig kun, når den kan være medløber og beskyttet af andre.  

“Misforstå mig ret,” som en af mine gode venner engang sagde mig. Jeg mener ikke, at alle mænd eller alle kvinder er ondskabsfulde. Jeg siger blot, med både historien og forskningens opbakning, at alle mennesker bærer kimen til ondskab i sig og at ondskaben har forskelligt udtryk.

Hvis man reelt vil forstå og eventuelt forhindre ondskab i at manifestere sig, må man forstå dens udtryk. Hvis man ikke gør det, svarer det til, at man forsøger at skrive en stor roman uden at have lært alfabetet. I vores tid har vi en meget fattig og ensidig fortælling om vold og voldsbegrebet. Det er ikke alene forkert, men ofte en manipulerende, politiseret og skamløs ideologisk kamp om at pacificere maskulinitet i sin helhed. 
Man forsøger at ødelægge maskulinitetens rygte, så man selv fremstår, som mere moralsk korrekt og anstændig. Det passer, som fod i hose på den drejebog for den fordækte aggression. En aggression, som ikke vil have sit ansigt frem, men gerne vil deltage i hængningen, når andre har trukket i rebet til faldlemmen. Det er med andre ord kun ved andres hjælp, at denne fordækte aggression bliver til virkelighed. 

I Danmark – men reelt i hele den vestlige verden – er der en bevægelse i gang, hvor denne fordækte aggression forsøger at blive til virkelighed ved bureaukratiets hjælp. Tag bare på DJØF’s Ligestillingsløfte. Ikke et ord om beskyttelsen af drengebørn og mænd. Der tales kun om beskyttelse af pigebørn og kvinder. Man regner slet ikke den kvindelige ondskab for virkelig. Men hvis man vitterligt er tvivl om den fordækte ondskabs eksistens, kan man starte med at se Huda Ben Amer brække nakken på en uskyldig studerende i Allahs navn.  Efter at have set denne video skulle man gerne være kureret for sin (kyniske) naivitet. 

Der er på høje tid at niveauet for diskussionen om vold bliver meget klogere. Ellers ender selve diskussionen af emnet med at følge drejebogen for den fordækte aggression – og så er det kun et spørgsmål om tid før det bliver en af os, der bliver ført op på skafottet. 

Anbefal0 anbefalingerUdgivet i Ideologi, Kriminalitet, Ligestilling og feminisme

Related posts

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.