Problemet med kapitalismen er, at man på et tidspunkt løber tør for andres arbejdskraft.

Det er selvfølgelig et spil på det kendte Thatcher-citat, og desværre er det ikke helt korrekt. Pointen er dog klar, og vil i det følgende blive uddybet.

Mine borgerlige venner taler enormt meget om, at det skal kunne betale sig at arbejde. De taler om, at skat er tyveri, fordi man har fortjent de penge, man tjener. De taler om, at socialister misunder folk, der tjener mange penge. 

Jeg er enig i det første; det skal kunne betale sig at arbejde. Jeg er også enig i, at man har ret til udbyttet af sit eget arbejde. Jeg er derfor ikke misundelig på folk, der tjener mange penge, jeg ser dem som problemet. Problemet er nemlig at de penge, de tjener, er skabt af andre menneskers hårde arbejde. 

Dem, der skaber værdien i en virksomhed, er de ansatte, som udfører det arbejde, der skal til for at holde virksomheden i gang. Hvad end det er en, der pakker varer for Amazon, sælger varer i Netto, styrer maskiner for Volkswagen eller kører fragtbil for DAO. Uden de hårdtarbejdende folk ville virksomhederne ikke have nogen værdi. Alligevel tilfalder den værdi ikke dem, der skaber den, men de direktører, som sidder i toppen og ikke lægger det fysiske arbejde i det.

Ja, lederskab er godt, og lederskab er nødvendigt for at intet forfalder til kaos, men en virksomhed kan også styres kollektivt. Direktøren kan undværes – det kan arbejderen ikke. Så når jeg mener, at arbejderen fortjener langt flere penge og direktøren færre, så handler det ikke om at jeg er misundelig. Det handler om retfærdighed. Det handler om, at det skal kunne betale sig at arbejde, og det handler om, at man ikke skal kunne leve fedt på andres hårde arbejde.

Det sande tyveri er kapitalismens udnyttelse af arbejderne. Og når man ser på hvor nedslidte mange arbejdere bliver, så kan der måske være noget om snakken, når jeg siger at problemet med kapitalisme er, at man på et tidspunkt løber tør for andre folks arbejdskraft.

Anbefalet2 anbefalingerUdgivet i Arbejdsmarked, Erhverv og finans, Ideologi, Økonomi og skat

Related posts

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.