Den udlændingekritiske vælgerguide. 

Du er indvandrerkritiker. Dette politiske emne er dit primære issue. Det vigtigste for dig er at sikre et homogent, velstående og trygt Danmark for dine efterkommere, og så kommer en lang række mere eller mindre vigtige issues i næste række. Passer ovenstående definition nogenlunde på din politiske profil, så er nærværende indlæg noget for dig. Her præsenteres de tre mest udlændingekritiske partier, Dansk Folkeparti, Stram Kurs og Nye Borgerlige, hvorefter jeg slutteligt giver min egen anbefaling.

Dansk Folkeparti er partiet for dig, der generelt er kritisk over for den nuværende indvandrerpolitik, men som også anerkender, at det at lave udlændingestramninger er en lang, sej kamp. En kamp, der som bekendt kræver 90 mandater, som du prøver at fremskaffe indenfor de etablerede politiske spilleregler.
Man kan give Dansk Folkeparti en stor del af æren for, at antallet af asylansøgere i de perioder, hvor Dansk Folkeparti har ageret som parlamentarisk grundlag (2001-2011 og 2015-2019), har været lavere end i perioder med rødt flertal. Foruden dette er du kritisk overfor udenlandsk arbejdskraft af hensyn til sammenhængskraft og konkurrenceudsættelse af de mindst kvalificerede danskere. Som andre kerneområder har du, at Danmarks kernevelfærd skal styrkes, og at EU skal blande sig mindre i danske anliggender.

Stram Kurs er dit parti, hvis du har fået nok. Nok af det etablerede. Nok af muslimer. Din holdning angående andre politiske emner tilsidesættes fuldstændigt, og dit primære hensyn er danskernes velbefindende, hvorefter alt andet kommer i anden række. Du er villig til at bryde internationale konventioner og givetvis også Grundloven, såfremt det står i vejen for dit mål om, at Danmark skal være forbeholdt det danske folk. Det er for dig mere eller mindre ubetydeligt, at partiets grundlæggende politikområder er noget arbitrære og vagt formulerede. For dig betyder det egentlig heller ikke det store, at dit mål om at smide hundredetusinderviser af muslimer ud af landet mildest talt bliver en praktisk og logistisk udfordring. Bare det bliver gjort, er du villig til at tage ganske usete og drastiske metoder i brug. 

Slutteligt har vi Nye Borgerlige. Nye Borgerlige er skabt på den opfattelse, at Dansk Folkeparti har svigtet med sine mandater. Selvom Dansk Folkeparti har mindsket antallet af asylansøgere periodevis, er antallet af ikkevestlige i Danmark steget fra omtrent 250.000 til 500.000 på 18 år, hvor Dansk Folkeparti har haft afgørende magt i 14 af disse. Selv med et jordskredsvalg og 37 mandater, har partiet ikke formået at vende udviklingen. Det er din analyse, at Dansk Folkeparti blot har sænket hastigheden på bilen, men at denne stadigt fortsætter mod afgrunden. Du tror blandt andet, det er fordi, DF er blevet en del af det etablerede, og derfor ikke agter at sætte egne mandater på spil for at redde Danmark.
Det er desuden vigtigt for dig, at vi bevæger os indenfor demokratiet, retsstaten og den danske Grundlov. Indenfor disse rammer er du villig til at tage vidtgående midler i brug, såsom kun at støtte regeringer, der kan indfri ufravigelige krav som total asylstop, at kriminelle udlændinge skal udvises efter første dom, og at udlændinge skal forsørge sig selv. Står internationale aftaler i vejen for ovenstående, må disse brydes, da danskernes velvære vægtes højere end arbitrære hensigtserklæringer. Slutteligt mener du, at Danmark skal udmeldes af EU for atter at blive en suveræn nationalstat, samt nogle af verdens højeste skatter og afgifter skal sænkes markant, så det bliver billigere at være dansker. 

Og her står jeg. På den, i mine øjne, mest realistiske højreflanke, der omfavner retsstaten, demokratiet, Grundloven – og Danmark.

Anbefal0 anbefalingerUdgivet i Demokrati, Indvandring og integration

Related posts

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.