Tv2 dokumentar kan ændre slutspurten i valgkampen. 

Kære mor og far, kære pædagoger og pædagogmedhjælpere.

Hvordan kom vi hertil?

Imorgen tirsdag kl 20 sender tv2 en dokumentar om hvad der sker i nogle Københavnske institutioner, når forældrene er gået. Denne dokumentar er optaget med skjult kamera og vækker allerede opsigt, da der i reklamen, bliver talt meget hårdt og grimt til et lille barn som savner sin mor og far. Det er hjerteskærende at se på.

Allerede nu er der sendt forespørgsler ud til forvaltningen. For nu skal der placeres skyld.

Nogen skal bøde for børnenes smerte. 

Men kan der placeres skyld og i så fald, hvilket formål vil det tjene? 

Hvor længe skal vi vente på rapporten som vil fortælle det, vi allerede godt ved. Pædagogernes arbejdsvilkår spiller en stor rolle, den anden hovedrolle indehaver er biologi. 

Arbejdsforholdene ligner meget det jeg kender fra omsorgs branchen i den anden ende af livet. 

Man skal arbejde helt tæt på mennesker i opture og nedture, intimt og støttende. 

Samtidig er der ikke noget som hedder pauser, jo hvis du skynder dig yderligere og tager tiden væk fra dem du skal drage omsorg for. 

Det er et utrolig givende arbejde, men også et arbejde hvor der dagligt opstår mange konflikter og situationer hvor du skal handle hurtigt. Samtidig skal man også lave handleplaner, udfylde udviklings vurderinger, planlægge fremtidige aktiviteter, afholde disse aktiviteter, drage omsorg og forme. 

De som arbejder med mennesker, er også selv mennesker.

Der er samtidigt intet incitament for at de mennesker som løfter kernevelfælds opgaverne yder en ekstra indsats, for at blive dygtigere og mere nærværende. Der er ingen bonus for den medarbejder som tager det tungeste læs, så det holder medarbejderne hurtigt op med. Det skaber ofte en arbejdskultur, hvor man bare skal have dagen overstået og man glæder sig til fyraften. 

Jeg er ikke ude på at legitimere sproget og adfærden. Men institutionerne, som er rammen for den måde vi opbevarer børn på, er ikke hensigtsmæssige, hverken for børnene eller de voksne. 

Nu kommer vi til biologien. 

Vi som race, altså mennesket, er kommet langt. Vi har blot i løbet af 2 generationer opfundet ting, som vores bedsteforældre ville tro var magi, hvis ikke de havde fulgt udviklingen på sidelinjen. Vi kan så meget og vi har haft travlt med at holde hjulene i gang.

Vi har distanceret og fra hvad der er mest naturligt, at vi er et flokdyr, at det er unaturligt for os som de pattedyr vi reelt set jo er, at overlevere vores unger til nogen udenfor vores flok.

Vi ved det jo egentlig godt, men vi vender det blinde øje til, for vi skal jo bidrage og realisere os selv. Vi tænkte heller ikke over det da vores datter var i vuggestue, vi var så glade for personalet, virkelig. Men set i bakspejlet havde de jo ligeså travlt som i alle andre institutioner. Vi lyver overfor os selv, for ellers ville jo være nødt til at handle på det. Vi laver en fortrængning.

Vi forældre er gået fra at være den primære socialisering til den sekundære. Det skete da vi begyndte at lade børnene tilbringe flere af deres vågne timer med voksne som ikke er deres mor og far. Jeg er godt klar over at det ikke står skrevet i jobbeskrivelsen, men det er i dag pædagoger og medhjælpere som opdrager de fleste børn. Men er der en rød tråd, nej gu er der ej! De her pædagoger løber rundt med brandslukkere i hånden for at komme dagene igennem. De har da ikke tid til at implementere værdisæt, menneskelære og mærke efter hvad vi har brug for, for der skal jo også laves mors dags gaver.

Hold øje

Det der kommer til at ske nu er at politikere, især børne og unge ordførerne kommer til at råbe højt. Vi er så tæt på et folketingsvalg at tungen skal holdes lige i munden.

Vi skal som forældre stille os yderst kritiske overfor hvad der bliver sagt.

For hvorfor er det at børne og unge ordførerne ikke ved det her i forvejen? 

Det er dem som bliver kaldt på når forældrene går på gaden og demonstrerer, men de lader ikke til at kende særlig meget til forskning inden for børns tilknytning og indlæring. Så måske er det ikke de folkevalgte som skal tage beslutningerne, men os forældre. Det er vores børn, ikke deres. Det er os som har de biologiske komponenter til at forstå og handle udfra det enkelte barns behov.

Kære forældre, vi høster hvad vi sår. Og når vi stiller os tilfredse med at udlicitere alt hvad der hedder omsorg, opdragelse og indlæring, så ved vi ikke hvad der kommer ud på den anden side.

 

Anbefal0 anbefalingerUdgivet i Ukategoriseret

Related posts

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.