I Danmark har vi ikke religionsfrihed

Af Niels Thøgersen

Ateist

På mange punkter er Danmark et veludviklet samfund, men når det dog kommer til adskillelsen af kirke og stat, er vi blevet overhalet af lande som Tyskland, Sverige og Frankrig. Den manglende adskillelse medfører ikke blot, at vi hverken har religionsfrihed eller religionslighed – den følger heller ikke, hvad flertallet af danskerne ønsker. I 2016 foretog Epinion en undersøgelse af danskernes holdning til adskillelse af kirke og stat. Her svarede 55%, at de var enige i, at kirke og stat skulle adskilles, mens 22% var hverken enige eller uenige. Undersøgelsen bakkes op af, at stadig flere danskere melder sig ud af folkekirken, fravælger kirkelige vielser og begravelser, osv.

Vi har ikke religionsfrihed

For nyligt diskuterede jeg med Mette Thiesen, folketingskandidat for Nye Borgerlige, hvorfor hendes parti ikke mener, vi skal adskille kirke og stat. Hendes svar var, at ”vi har religionsfrihed, men ikke skal have religionslighed, fordi det danske samfund grundlæggende er et kristent samfund med kristne værdier”. Det præcis samme svar giver alle de højrefløjspartier, der er imod adskillelsen, bl.a. De Konservative og DF. Dette svar er dog dybt problematisk.

For det første er det direkte forkert at sige, at man kan have religionsfrihed uden af have religionslighed. I Danmark favoriserer staten nemlig kristendommen, bl.a. ved at betale dele af Folkekirkens præstelønninger igennem borgernes skat – og her er der altså ikke tale om kirkeskat! Når man fylder 18, bliver man samtidig indlagt til at være medlem af Folkekirken og betale kirkeskat – derved skal man afsætte tid til at udmelde sig. Således er der kun reel religionsfrihed, hvis man ikke betaler skat, hvilket kun et fåtal af os, samt hvis man har haft tid til at udmelde dig. Først der er man nemlig ikke påtvunget en specifik religion.

For det andet nævner Thiesen, at vi ikke skal have religionslighed, fordi vi ”er et kristent samfund med kristne værdier”. Spørgsmålet er dog, hvilke punkter vores samfund er kristent på? Er det, fordi danskerne er inkarnerede kulturkristne? Fordi stadig flere melder sig ud af Folkekirken? Eller fordi vi betaler kirkeskat, fordi vi stadig ikke har taget os sammen til at melde os ud? Det er vist ikke, hvad man kan kalde et kristent samfund! Og så er der de ”kristne værdier”. Som kristne værdier nævner bl.a. De Konservatives Mai Mercado næstekærlighed, medfølelse over for de svageste samt at behandle folk, som man gerne selv vil behandles. Ved at sige, at disse værdier har noget at gøre med kristendommen, gør man dog grin med bl.a. alle de hårdtarbejdende mennesker, der opdrager børn og unge i Danmark: Pædagoger, der i børnehaven lærer børnene, at de også skal dele gyngen med de andre børn og derved være næstekærlige. Folkeskolelærere, der lærer børnene, at de skal hjælpe hinanden, hvis nogle f.eks. er svagere i matematik. Forældre, der lærer børnene, at de skal behandle andre, som de selv vil behandles. Aldrig nogensinde har kristendommen en indflydelse på disse værdier, og aldrig nogensinde har den haft det. Værdierne er nærmere et produkt af et veludviklet, dansk samfund, hvor vi har plads til alle.

Politikerne skal også blande sig udenom

Når det kommer til adskillelsen af kirke og stat handler det imidlertid lige så meget om, at politikerne ikke skal blande sig i kirkens anliggender. I 2012 blev det vedtaget ved lov i Folketinget, at homoseksuelle kan blive viet i kirken. Det er dog ikke Folketinget, som skal bruge tid på at vælge, hvordan kirken skal drives. ”Hvorfor?”, spørger du? Fordi politikerne skal være ansat til at styre den danske stat og ikke til at styre en religion, som skal være et privat anliggende. Selvfølgelig skal homoseksuelle kunne blive viet i kirken, men i stedet for politikerne skal det være Danmarks borgere, både medlemmer og ikke-medlemmer af Folkekirken, som skal lægge pres på Folkekirken. Man kan se Folkekirken som et fodboldklub. Ville det ikke være mærkeligt, hvis politikere gik ind og lovgav på diverse områder hos fodboldklubben? Er det ikke nærmere fodboldklubbens medlemmer, som selv skal bestemme?

Tiden er kommet til, at vi moderniserer vores samfund som Tyskland, Frankrig og Sverige. At vi anerkender, at Danmark er et multikulturelt samfund, hvor vi ikke skal indlægge folk til en religion. At vi både får religionsfrihed og -lighed. Så kære politikere: Gør, som danskerne vil have det! Adskil kirke og stat!

Anbefal0 anbefalingerUdgivet i Ukategoriseret

Related posts

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.