Det er en ubekvem sandhed, for anerkender vi at den er gal i institutionerne, er vi også nødt til at anerkende mange andre ubekvemme sandheder. 

Vi bliver måske nødt til at erkende at vi har handlet forkert som forældre, som fagfolk og som politikere. 

Vi bliver måske nødt til at erkende at vi selv og vores omkringliggende samfund også er blevet påvirket af institutionaliserings projektet. 

Da tv2 dokumentaren rullede over skærmen gik der ikke længe før vi skulle tale om pædagogernes vilkår. 

Hvad med børnenes vilkår? 

Nogen vil mene at de unægtelig hænger sammen og det er dér også noget om.

Men udgangspunktet bør altid være børnenes trivsel og udvikling, ikke medarbejdernes forhold. 

Nogen ønsker at fremstille det sådan at pædagoger/medhjælpere er i samme båd som børn og forældre.

På den måde har forældrene været med til at kæmpe for bedre vilkår til pædagogerne, men hvis de er i samme båd, så er de på forskellige dæk i min optik. 

Pædagoger kan vælge at forlade et fag de ikke trives i, det kan børnene ikke. 

Børn vil altid tilpasse sig deres omgivelser for at blive i flokken, det er et nedarvet overlevelsesinstinkt som vi alle stadig er i besiddelse af. 

Så når vi forældre ikke oplever, at vores børn bliver påvirket af de klare stress symptomer som medarbejderne udviser og de kaotiske tilstande vi observerer i institutionerne, så er det fordi at børnene har vænnet sig til det, men ville du selv som voksent menneske ønske at blive dér i 6-10 timer fra mandag til fredag?

Gu´ville du da ej! 

Så hvorfor er det at vi er villige til at lade vores børns identitet, altså fundamentet for hele deres relation til andre og ikke mindst deres selvbillede, skabes i disse rammer?

Formentlig fordi at det aldrig er noget som er blevet præsenteret så skarpt før, for det er der ikke en offentlig interesse i. 

Vi vil jo gerne have at alle er på arbejdsmarkedet, betaler skat og holder hjulene i gang, vi har jo en social kontrakt vi skal opfylde.

Men hvad så når den kontrakt begynder at smuldre, når vi har viden og belæg for at sige at vores børns emotionelle udvikling har trange kår i den nuværende ramme som institutionerne tilbyder.

Før valget var alle partier ude og love de danske børnefamilier guld og grønne skove. Allerede før den nye regering overhovedet er skabt, har “børnenes statsminister” erklæret at hun ikke har minimumsnormeringer på menuen og eventuelle forbedringer af institutionerne vil først træde i kraft tidligst i 2020.

Vi har skabt et samfund hvor det at følge sine instinkter som forælder og selv opdrage sit menneskebarn, bliver set skævt til og som skal kontrolleres. 

Et samfund hvor børn altid står sidst i køen, måske fordi de ikke kan føre deres egen sag.

Et samfund hvor forældrene spørger pædagogerne til råds, på trods af at hele pædagogikken er bygget op omkring at skulle erstatte den rolle som mor og far førhen påtog sig. Der er sket et skred, men det er ikke for sent at stoppe op og finde på andre løsninger.

Vi er nødt til at tage forældreskabet tilbage.

Anbefal0 anbefalingerUdgivet i Børn, opdragelse og pædagogik, Christiansborg og embedsværk, Kommunalpolitik, Social og sundhed

Related posts

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.