Hvad med Jeppe Kofod og de andre? 

Jeg er så dødtræt af mediernes snedige spin og  selektering i nyheder, som baseres på, hvem der kan rammes hårdest personligt og giver mest splid i veloplagte tider – også selvom lignende historier finder sted, men disse fejes under gulvtæppet og trækker ingen yderligere opmærksomhed. 

Vi husker det alle sammen. Efter Karsten Hønge valgte at opgive sit EP-mandat efter nær 20.000 stemmer og i stedet prioritere Folketinget, blev det til en valgkamp med konstante spydige kommentarer om “vælgersvigt” og “manipulation fra toppen”.

Det blev et møde med befolkningen under den fortsatte valgkamp, som ofte kunne være præget af skuffelse og foragt over beslutningen, der var blevet taget – af og til sammen med ubehagelige bemærkninger om, hvorledes de krydsede fingre for, at SF enten mistede en stor andel af deres opbakning eller hans personlige stemmetal. “Sådan et snydeparti uden moralske værdier skal i hvert fald ikke vælges ind i Folketinget”. 

Dog er det paradoksalt, at der ingen lignende national sensationsnyhed eller personlig hetz forekom, da Radikales Karen Melchior blev valgt til Europa-parlamentet, selvom hun også stillede op til Folketingsvalget og på daværende tidspunkt stadig sad i Københavns Borgerrepræsentationen – to hverv, hvor befolkningen kunne og har stemt på hende førhen. Hvor blev den omspændende, hysteriske historie om “vælgersvigt” af, da hun valgte at prioritere Europa-parlamentet over Københavns borgerrepræsentation? Den kom aldrig. 

Selvsamme kan påpeges vedrørende blandt andet Rasmus Nordqvist fra Alternativet og Nikolaj Villumsen fra Enhedslisten, som begge havde dobbeltkandidatur – en opstilling til både Europa-parlamentet og Folketingsvalget. 

Nu er en ny regering og dens ministre blevet udpeget. Valgt til Europa-parlamentsvalget med 188.757 stemmer er Jeppe Kofod, men udnævnt til udenrigsminister er også Jeppe Kofod.

Men hvor er megasensationen om, at Jeppe Kofod “svigter” sine omtrent 200.000 vælgere, der angiveligt stemte personligt på ham til Europa-parlamentsvalget? Jeg tror ikke, Jeppe Kofods 188.757 vælgere frivilligt har stemt ham hjem fra Bruxelles og stemt Marianne Vind til Bruxelles. Hvor er den foragt og det raseri, der fyldte atmosfæren, da Karsten Hønge prioriterede en plads i Folketinget over en i Europa-parlamentet? 

Den er vist gået under medievagthundens moralske næsetip. 

Jeg er åben for en diskussionen om, hvorvidt det er moralsk forsvarligt at stille op med dobbeltkandidatur i demokratisk forstand. Vi bør kunne tage dialogen om, hvorvidt en dobbeltkandidatur kan forsvares og bør være mulig, men jeg vil ikke tage den på et grundlag, hvor der køres en personlig engangshetz og kritikken kun rettes imod en kandidat fra et parti i åbenlys fremgang. Hvis vi skal tage dialogen, skal der ikke differensieres mellem hvem opmærksomheden rettes imod – selv når der bliver taget hensyn til, hvorvidt de har udspecificeret, hvilket hverv de vil prioritere. 

Hvis vi når til enighed om, at det er et generelt problem, er det ikke kun et Karsten Hønge-relateret problem.   

Anbefal0 anbefalingerUdgivet i Ukategoriseret

Related posts

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.