Racismeparagraffen: Værnet mod meningsudveksling og sandhed

Straffelovens paragraf 266b, populært kaldt racismeparagraffen, er igen kommet i fokus, efter landsretten stadfæstede byrettens dom på 14 dages betinget fængsel til Rasmus Paludan. Baggrunden for dommen er udtalelser, der sammenkobler sorte sydafrikanere med lavt IQ. Ydermere skulle denne lave intelligens, ifølge Paludan, have en betydning for, hvordan disse borgere evner at styre deres land. 

Om man mener, udtalelsen er specielt sympatisk, må man selv vurdere. Men kan det nogensinde være et anliggende for landets domstole at dømme folk og deres udtalelser på baggrund af, de måtte støde nogle mennesker? Er det ikke netop dette, vi har den offentlige debat til?

Vi har øjensynligt ikke behov for holdningsparagraffer, hvad alle andre debatter angår. Når det kommer til diskussioner om eksempelvis monarkiet, arbejdsmarkedet, ‘land og by’ og ulighed, så findes der i praksis ingen nedre grænse for, hvad man må kalde monarken, de arbejdsløse, københavnerne eller de mest velhavende. Her vurderes det, den offentlige debat selv kan ringagte usympatiske synspunkter og deres afsendere. Men når det kommer til racisme, er det åbenbart noget andet.

Man kunne så retfærdigvis indvende, at racisme er noget særligt nedladende, hvorfor ofre i højere grad må beskyttes. Selvom jeg vægter fundamentale friheder som tale-, tanke- og forskningsfriheden højere, så er det vel et validt argument, at man ikke grundløst skal nedværdige folk på baggrund af etnicitet og race. Problemet hermed er blot, at mainstreampartierne gentagende gange har nedstemt DF’s glimrende forslag omhandlende, at sandfærdige udtalelser ikke skulle være omfattet racismeparagraffen. Vi er altså således et sted, hvor man laver restriktioner for sandheden, for at fremmede skal føle sig værdsatte i Danmark. Jeg kan ikke komme på noget som helst andet sted i lovgivningen, hvori vi giver en specifik befolkningsgruppe en så hellig status, at vi laver restriktioner på sandfærdige udtalelser.

Det er et enormt brud på oplysningstidens idealer, som kulturradikale ellers ynder at omfavne og beskytte. Intet bør være for helligt til at blive udsat for satire og kritik. Tænk hvis man forhindrede fortidens evolutionsbiologer, anført af Charles Darwin, i at få sit budskab frem på samme vis? Jeg er helt sikker på, et utal af mennesker har ført sig gevaldig stødt, da det blev påpeget, at mennesket ikke var Guds specielle skabning, men blot en flok aber med større hjernekapacitet.

Racismeparagraffen er således i dag blevet en holdningsparagraf, hvis formål er at straffe de, der udtaler sig marginalt til højre for Dansk Folkeparti i udlændingepolitikken. En lov, der blev indført for at beskytte jøder i slutningen af trediverne, er således i dag blevet en lov, deri praksis beskytter dem, hvis tilstedeværelse i dag truer det jødiske liv i Danmark.

Tilbage til hvad Paludans udtalelser egentlig omhandler. Nok er jeg hverken uddannet i udviklingspsykologi eller evolutionsbiologi, hvorfor jeg ikke i detaljer kan udtale mig om udtalelsernes korrekthed. Dog findes der uden for enhver rimelig tvivl forskningsresultater, der – uagtet hvor kontroversielle de måtte være – kommer frem til samme konklusioner som Paludan. Tillader man sig at antage, at den sorte sydafrikanske befolknings gennemsnitlige IQ ligger nær deres nabolande Botswana, Lesotho og Mozambique – der ikke er befolket af nær så mange hollændere og briter, hvis gennemsnitlige IQ er omtrent 100 – så peger noget forskning altså på, at et gennemsnits IQ på 70 for sorte sydafrikanere næppe er et dårligt gæt.

Og hvad betyder et lavt gennemsnits-IQ så for evne til at styre landet? Det er i al svært at benægte, at der er en korrelation mellem lande med højt gennemsnitligt IQ og høj score på henholdsvis demokratiindeks og Human Development Indeks. Noget forskning peger sågar på, at det er nær umuligt at have demokrati, såfremt den gennemsnitlige IQ er under 90. 

Ovenstående resultater og sammenhænge må selvsagt være op til offentlig som videnskabelig diskussion. Man kan sagtens diskutere, hvorvidt forskellige forskningsresultater og udtalelserne på baggrund deraf er sandfærdige, sympatiske, brugbare og så videre. Ligeså meget kan man diskutere, hvorvidt IQ er en relevant måleenhed, når det kommer til intelligens. Hovedsagen er, at det netop er diskussionen, der bør afgøre, hvorvidt udtalelser hører til i den offentlige debat. Det bør ikke være domstolene. Kun ved at få alle synspunkter frem i lyset, herunder de usympatiske og kontroversielle, kan vi gennem meningsudveksling enten bekæmpe eller omfavne dem. Det bør ikke være en opgave for landets domstole. Absolut ikke i tilfælde hvor udtalelserne kan vise sig at være helt eller delvist korrekte.

Anbefalet1 anbefalingUdgivet i Ukategoriseret

Related posts

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.