Antifa-angreb på amerikansk journalist bør få os til at vende blikket indad

For nyligt dækkede den amerikanske freelance-journalist Andy Ngo en Antifa-demonstration i sin hjemby Portland. Han har gennem en længere periode dækket den underverden af venstreradikale organisationer, der kan samles under navnet ’Antifa’, en forkortelse for antifascisme. De forskellige Antifa-grupperinger er i USA såvel som herhjemme og i andre lande kendt for deres ofte udemokratiske og voldelige adfærd, der på trods af ‘antifascist’-prædikatet er ganske fascistisk i sin karakter. De såkalte antifascisters voldsmetoder fik Andy Ngo også selv lov at mærke, da han blev mødt af knytnæveslag og æggekast. Overfaldet resulterede i alvorlige skader, herunder en hjerneskade, og efterfølgende er en stor og vigtig debat om Antifa blevet født på den anden side af Atlanten. 

Det er sørgeligt, at der skal et voldsomt overfald til før debatten for alvor fik fart, men alligevel bør vi i Danmark tage ved lære af den debat, der foregår i USA i øjeblikket og bruge den som en anledning til at vende blikket indad. For mens der i USA er snak om at erklære Antifa som en terrororganisation som konsekvens af deres politiske vold, har vi herhjemme alt for længe tilladt antifascisterne at true deres politiske modstandere til stilhed og udøve vold mod de, der ytrer sig til trods for trusler.

Der er ellers rigeligt med sager, der understreger, hvor
stort et problem Antifa er – også på dansk jord. Selv har jeg ved flere
lejligheder oplevet Antifa’s voldsmetoder. Til 1. maj har forskellige danske
Antifa-grupperinger, herunder Revolutionære Antifascister, Antifascistisk
Aktion og Antifascistiske Unge for vane at arrangere en stor demonstration for
derefter at feste i Fælledparken. Jeg arrangerede en moddemonstration, der
måtte kapsles ind af store mængder kampklædt politi allerede, da den tog sin
start på Israels Plads. Demonstrationen blev siden forsinket flere timer af voldsomme
sammenstød mellem de antifascistiske demonstranter og politiet og vi måtte af
sikkerhedsmæssige årsager bevæge os ad en anden rute end oprindeligt planlagt.

Da vi ankom til Fælledparken, blev vi udsat for vold og
chikane af forskellig art. Vores skilte med budskaber som ’Nej til politisk
vold’ blev revet i stykker, vi blev skubbet rundt, truet, spyttet på, der blev
kastet ting efter os, vi blev mødt med hadefulde tilråb og endda slået på. Og
det på trods af politiets tilstedeværelse. Jeg slap heldigvis uden at blive
udsat for egentlig fysisk vold, men det samme gjaldt desværre ikke for alle
mine meddemonstranter. I alt resulterede de forskellige antifascistiske
uroligheder til 1. maj i 22 anholdelser.

Det, som jeg og andre oplevede til 1. maj blegner
beklageligvis, når man sammenligner med, hvad andre er blevet udsat for fra
Antifa’s side gennem de sidste mange år. Med Rasmus Paludan har antifascisterne
herhjemme fået et yndet mål at udøve vold mod, mens den indvandringskritiske
blogger Kim Møller for år tilbage blev overfaldet og tæsket synder og sammen af
maskerede antifascister.

Når bevægelsen For Frihed har demonstreret på Nørrebro og
andre steder, har antifascisterne sat ild til Dronning Louises Bro og udøvet vold
mod For Frihed-demonstranter såvel som politiet. Organisationen Stop Islamiseringen
af Danmark er gennem årene blevet udsat for voldelige angreb ved flere af deres
demonstrationer, og for den unge gruppering Generation Identitær er trusler og
chikane fra Antifa hverdag. Dertil kommer de massive uroligheder, som Antifa
førhen har været skyld i, f.eks. i forbindelse med Ungdomshusets rydning og de
tilbagevendende demonstrationer på årsdagen for rydningen.

Listen er således lang og skræmmende, når man gennemgår
Antifa’s voldshistorik. Det er påfaldende, at næsten enhver Antifa-demonstration
fører til anholdelser eller uroligheder, mens alle, som Antifa anser som deres
modstandere, må plastres ind i politi for ikke at blive udsat for vold.

Alligevel ignorerer vi truslen fra Antifa herhjemme. Alt for
få tør rigtigt at give modstand til de såkaldte antifascister. Vi har endda
flere toppolitikere, herunder Pelle Dragsted og den nyudnævnte minister
Pernille Rosenkrantz-Theil, der har en voldelig fortid i antifascistiske
grupperinger, som de får lov at slippe af sted med.

Andy Ngo blev overfaldet, fordi han forsøgte at stille
Antifa til ansvar for deres handlinger. Det er ikke nemt at gøre modstand mod
Antifa, men det er vigtigt. Det er på tide, at vi får rejst en egentlig debat
om Antifa og relaterede venstreekstreme grupperinger. Vi skal tvinge de
venstreradikales udemokratiske og voldelige adfærd frem i lyset og stille dem
til ansvar for deres handlinger. Andy Ngo bør stå som forbilledet på, hvordan
vi skal bære os ad. Og lad os så håbe, at vi i modsætning til amerikanerne kan rejse
debatten uden, at der skal flere voldelige overfald til.

Anbefal0 anbefalingerUdgivet i Demokrati, Ytringsfrihed

Related posts

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.