Et opgør med lighedsskolen

I Danmark har vi en folkeskole der virker. I de fleste tilfælde, vel at mærke. For på godt og ondt er den danske folkeskole gennemsnittets skole. Den store midtergruppe tilgodeses, mens at både de fagligt stærke og fagligt svagere elever falder fra. Og naturligvis er det et problem, da det både fører til at nogle falder helt igennem og ender uden uddannelse, eller at talenter ender med ikke at kunne ”leve op til” deres potentiale, fordi de ikke gennem deres skolegang er blevet udfordret tilstrækkeligt. Men hvordan løser man egentlig sådan en udfordring?

Den mest ideelle løsning ville uden tvivl være at give lærerne ressourcerne til at individualisere undervisningen, så den enkelte elev i højere grad modtog en undervisning der passede til hans/hendes behov. Det kunne blandt andet gøres ved øget forberedelsestid og tolærerordninger. Problemet er bare for det første at det ville være markant dyrere, da flere lærere skulle ansættes og uddannes. Hvordan får vi lige råd til det, når der i forvejen er mange andre områder i den offentlige sektor der halter? Deriblandt vores sundhedssystem, ældrepleje, og offentlige transport. For det andet er det langt fra sikkert at det er muligt at ansætte så mange lærere, da uuddannede vikarer allerede i dag står for hele 6.5 procent af undervisningstimerne .

Bevares, vil der kunne findes flere lærertimer ved at forkorte skoledagen, men det er næppe nok.

En anden løsning er hel eller delvis niveauopdeling. Og når jeg nævner det, ved jeg at jeg ikke bliver just populær på visse fløje af det politiske spektrum. Dog har det sine fordele, idet at man, til trods for et relativt begrænset budget kan differentiere undervisningen, så den passer bedre til de forskellige elevers, netop forskellige, behov. Eksempelvis vil det være muligt at lade elever, der har lidt sværere ved det faglige kunne arbejde, og lære på en måde der rent faktisk passer til deres niveau. Tilsvarende, kan fagligt stærke elever få muligheden for at gå i dybden med det faglige materiale, blive stimuleret, og få udnyttet deres fulde potentiale.

Er niveaudeling en idel situation? Bestemt ikke. Er det muligt at finde bedre løsninger? Højest sandsynligt. Er niveaudeling bedre end alternativet? Muligvis. I hvert fald har vi et problem, når hver femte 25-årig ingen uddannelse har udover den obligatoriske 9. Klasses afgangseksamen. Vi har også et problem, når højt begavede børn og unge gang på gang overses og ender i mistrivsel, og med fagligt markant lavere resultater, end de egentlig har potentiale til.

Med andre ord; hvis vi skal skabe ideelle forhold, og sikre alle børn og unge et så stærkt udgangspunkt som muligt bør vi anerkende at alle ikke er ens. Derimod er det tid til at imødekomme den enkelte elevs behov, frem for at skyde med spredehagl, og lave en folkeskole der bygger på en form for gennemsnitsregning. 

Anbefal0 anbefalingerUdgivet i Ukategoriseret

Related posts

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.