Den “antidemokratiske” suspendering af det britiske parlament.


Storbritanniens dronning, Elizabeth II, har for kort tid siden godkendt suspenderingen af det britiske parlament på anmodning fra den nytiltrådte og karismatiske britiske premierminister, Boris Johnson. Suspenderingen får stor kritik for at komme i utide, da briterne om få uger skal tage stilling til, hvorvidt de ønsker at træde ud af EU med nuværende aftale, om de ønsker at træde ud af EU uden aftale, eller om de ønsker at udsætte udmeldelsen endnu engang.

Hvad få danske mainstreammedier, der ellers får rigelig i statsstøtte, belyser er, at det er fuldstændig normalt at suspendere parlamentet en gang om året. Det, der ifølge flere medier italesættes som et statskup, svarer ganske enkelt til, at Folketinget i Danmark tager på sommerferie for at forberede den næste politiske sæson.

Faktisk er det første gang i over 400 år at der har været så lang tid uden en suspendering af parlamentet. At der er gået så lang tid uden en suspendering skyldes primært, at den forhenværende premierminister, Theresa May, havde en kaotisk regeringsperiode, hvorfor en sådan suspendering ikke blev prioriteret. Hendes mangel på resultater taler for sig selv.

Mange kalder føromtalte manøvre for udemokratisk, og man kan med rette sige, at suspenderingen kommer på et tidspunkt, der er vitalt. Omvendt kan man sige, at det, man har prøvet indtil videre, overhovedet ikke har fungeret, og så må man jo nogle gange prøve andre metoder, hvis man vil have andre resultater. I et politisk dødvande, hvor flertallet af britiske parlamentarikere – der både var imod et reelt Brexit før som efter afstemningen – nægter at eksekvere folkets vilje, så kunne en tænkepause for både regeringen og parlamentet være et tiltrængt pust.

Og hvem er det så egentlig, der agerer antidemokratisk? Premierministeren, der tager alternative metoder i brug for at levere det, det britiske folk stemte for tilbage i 2016? Eller er det derimod parlamentet, der både før og efter Brexit-afstemningen dybest set ikke ønsker Storbritannien ud af EU, og som derfor nægter at gennemføre Brexit, uagtet om det er med eller uden aftale?

Definerer vi demokrati som folkestyre, så har demos (folket) her taget en beslutning (kratia) om at udtræde af EU. Det forhindrer parlamentet, både med som uden aftale. Man kan ikke klandre parlamentet for ikke at have fået tid nok, da vi nu er i gang med tredje år uden en aftale. Så virker det kun retfærdigt, at premierministeren træder i karakter, medmindre man ønsker at negligere 17,4 millioner vælgeres stemme endnu engang. Man kunne fristes til at tro, etablissementet ønsker at udsætte Brexit for forevigt. Nu er det på tide at vise handling og få Storbritannien ud af EU.

Anbefal0 anbefalingerUdgivet i Demokrati, EU

Related posts

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.