Et nyt optagelsessystem skal ikke bare være færre karakterer og mere kvote 2

Vores uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe har for nylig meldt ud, at vi skal have et nyt optagelsessystem til de videregående uddannelser. Vi skal i højere grad se det hele menneske, frem for tallet.

Men jeg vil nu alligevel lave et forsvar for kvote 1, for det er rigtig svært at lave et system, der er fuldt ud retfærdigt.

Det nytter ikke at tro, at vi blot kan satse på mere kvote 2 og færre karakterer, og så er problemerne med karakterpres løst. Mere kvote 2 ville for eksempel føre til højere karakterkrav til kvote 1. Det tror jeg vil lede til væsentligt mere pres på de unge, specielt fordi at kvote 2, selv hvis antallet bliver øget, stadig vil være for snæver til, at de unge kan sætte deres lid til den.

Kvote 2 har også en stor social slagside. Børn af ressourcestærke forældre har nemmere ved at komme på udlandsophold, højskole, skaffe et studierelevant job, eller få hjælp til at skrive en god ansøgning. Det er altså væsentligt mindre objektivt end en karakter.

Men sandheden er jo bare at så længe der er flere ansøgere på uddannelser end pladser, så vil der være pres. Om det så er karakterpres, eller pres for at præstere til en optagelsessamtale. Det kan vi ikke komme udenom med kreative optagelsesløsninger.

Hvis vi skal komme problemet til livs, så bliver vi nødt til at ændre de unges tankegang til valg af studie. Vi skal droppe diskursen om “drømmestudiet”, der får mange unge til at tænke, at der kun er et eneste studie, der kan gøre dig lykkelig. Derudover skal vi have mere individuel vejledning, både på folkeskole- og gymnasieniveau, så de unge får øjnene op for andre muligheder.

Og hvis vi skal ændre i selve optagelsessystemet, så lad os da vægte karakterer forskelligt, så det for eksempel i højere grad er din karakter i kemi, og ikke oldtidskundskab, der bestemmer om du kan læse medicin.

Det ville i mine øjne være tre gode skridt mod et bedre optagelsessystem.

Anbefal0 anbefalingerUdgivet i Ukategoriseret

Related posts

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.