Brexit, England en belastning for EU

Afvist af Berlingske Tidende

Torsdag d. 17.09.19 udtalte Mette Frederiksen sig på vej til topmøde i EU udsædvanlig nedsættende om EU i bedste Donald- eller Boris- gak gak-stil. Måske var hun blevet vej…, undskyld, vildledt af Dominic Rossen, eller måske lider hun blot af betonsocialisttunnelsyn? Europa og EU står lige nu over for en række store udfordringer, som ingen betvivler, men som hun åbenbart til stor skade for Danmark ikke vil bidrage til løsningen af. I den forbindelse udtaler hun, at Det Forenede Kongeriges ønske om at forlade EU er EU’s skyld. I det følgende vil vi koncentrere os om denne vilde påstand.

Et lands reaktion på forskellige udfordringer vil i vid udstrækning være betinget af dets historie. F.eks. vil kun få danskere nægte, at nederlaget til tyskerne i 1864 og Danmarks besættelse i 1940 betinger vort enorme mindreværdskompleks dækket af en tynd film af et (uberettiget?) merværdskompleks, som ligger til grund for vort forbehold over for tyskerne og vor alt for uforbeholdne tillid til englænderne. I 2. Verdenskrig reddede englænderne faktisk ikke os. De reddede sig selv og som en sidegevinst for os så også os. Derfor glemmer de historieløse danskere ganske Englands modbydelige fortid og ikke mindst dets uberettigede og ryggesløse angreb på os i 1801 og terrorbombardementet af civilbefolkningen i København i 1807. Dette udelukkende, fordi Danmark havde en forholdsvis stor krigsflåde og ditto handelsflåde, og England ønskede ingen konkurrence. Det var blot deres normale udenrigspolitik baseret på den stærkestes ret.

Der er næppe nogen anden nation i verden, som kan måle sig med England, når det drejer sig om århundredelang grådighed, vold, undertrykkelse af andre folk, grov og hensynsløs udnyttelse af disse og morderisk gengældelse, når disse ikke ville finde sig i englændernes terrorregimente. I slutningen af 1700-tallet fik de med malthusianismen (der er kun en endelig kage til deling, så det gælder om at tilrane sig den største del) også et ideologisk grundlag for deres grænseløse kolonialisme. Malthuses teori er for længst blevet falsificeret af andre økonomer og ikke mindst af den skinbarlige virkelighed, hvilket dog ikke rigtigt er trængt igennem i engelsk tænkning.

En anden hovedhjørnesten i engelsk udenrigspolitik og en logisk følge af kolonialismen var altid at modarbejde den til enhver tid mægtigste magt på det europæiske kontinent med alle til rådighed stående midler.

Efter 2. Verdenskrig blev tyskerne afnazificeret, men englænderne blev ikke afkolonialistificeret, selv om de modstræbende lidt efter lidt måtte opgive at beholde deres kolonier. Kun deres ældste, Skotland, Wales og Nordirland, har de bevaret. I alle tre har massive bosættelser kompliceret situationen. Hvis de afskrevne kolonier kan betegnes som ar fra en modbydelig fortid, må Nordirland være et væskende sår med et midlertidigt smertedæmpende plaster i form af ”the Good Friday Agreement” alias Belfast-aftalen.

Da fremsynede europæiske politikere fra de tidligere ærkefjender dannede Kul- og Stålunionen, som senere udviklede sig til Fællesmarkedet og Den Europæiske Union, viste englænderne, at de intet havde lært og intet havde glemt, idet de aktivt modarbejdede disse, idet de nu udgjorde den stærkeste magt på kontinentet. Englænderne fattede simpelt hen ikke, at naboens succes også smitter af på en selv; dette navnlig, når grænserne for samhandel er nedbrudt. Da Englands bestræbelser for at hindre det europæiske samarbejde mislykkedes, forsøgte de selv at blive medlem for at ødelægge det indefra. Det mislykkedes i første omgang, fordi de Gaulle viseligt nedlagde veto.

I 1973 lykkedes det dem så at blive medlem. Det eneste gode ved det var, at Danmark så også besluttede at blive medlem. Indtil det tidspunkt have Danmark været medlem ag EFTA, hvor vort land blev trynet af England og Sverige, som jo gik ind for frihandel; dette dog kun for industriprodukter! Danmark havde på det tidspunkt allerede i flere år haft større samhandel med Tyskland end med England.

Den Europæiske Union er baseret på nogle enkle retsprincipper, nemlig demokrati, solidaritet og ikke-diskrimination, og der er en domstol, nu Den Europæiske Unions Domstol, som alle, dvs. lande, virksomheder og enkeltborgere kan henvende sig til, hvis de mener, at deres lige rettigheder er blevet trådt for nær. Den domstol sørger bl.a. for, at de store ikke kan tryne de mindre. Derfor har den i hele Englands medlemsperiode været en torn i øjet på landet. Det herskende retsprincip i hele Englands alt for lange glansperiode var jo den stærkestes ret, og det er stadig Englands foretrukne form for ret, thi, selv om England ikke mere er den stærkeste, føler englænderne stadig, at de er det eller i hvert fald, at de bør anses for at være det. At der også er stærke kræfter i vort trods alt lille land, der hader Domstolen, er uforståeligt. Vil de hellere have EFTA-forhold?

Da det så ikke lykkedes det fodslæbende medlem at ødelægge EU indefra, ja ikke engang at stække Domstolens magt, besluttede landet så meget logisk at melde sig ud. Dette anført af Eton / Oxford / Cambridge-slipsedrenge støttet af en rendestenspresse, som siger spar to til den danske, og med tilslutning fra de samfundsklasser, som Brexit faktisk vil ramme hårdest, nemlig arbejderbefolkningen i de store industriområder, som Margaret Thatcher, i øvrigt med god grund, forarmede ved at lukke minerne og stålproduktionen ned, men desværre uden at stille noget andet i stedet. Siden har rendestenspressen og slipsedrengene systematisk givet EU skylden og samtidig skjult, at disse områder har modtaget massiv regionalstøtte fra EU.

Man må konstatere, at englænderne på ingen måde har besindet sig på deres fortid, at de tværtimod er stolte over den, idet dog ting som f.eks. opiumskrigene slet ikke indgår i skolerenes historiepensum (nogle må åbenbart skamme sig lidt), samt at de tror, at de kan genoplive deres ”storhedstid”. Derfor er de ikke værdige til at være medlem af Den Europæiske Union, og derfor har de brug for en rum tid i ”splendid isolation”, hvor de kan forberede sig på et voksenliv i den nye virkelighed, det samarbejdende Europa med lige rettigheder og pligter for alle, altså et hidtil uset koncept i verdenshistorien.

I mellemtiden kan vi så, forhåbentlig snart, se frem til at få et nyt og loyalt medlem, Skotland.

Noter

Som det fremgår af første afsnit, er forfatteren vidende om, at det er Det Forenede Kongerige (UK) minus nogle øer, som indtil videre er medlem af EU, men har alligevel valgt at bruge betegnelsen England i resten af teksten, da dette land er den egentlige koloniherre og dermed årsag til problemerne.

Hvis man ikke er enig i analysen af engelsk udenrigspolitik og syn på EU, kan man med fordel se eller gense Yes, (Prime) Minister og fokusere på de steder, hvor Udenrigsministeriet eller ”vore europæiske venner” omtales. God komedie er jo som bekendt sandere end den skinbarlige virkelighed.

Anbefal0 anbefalingerUdgivet i Ukategoriseret

Related posts

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.