En menneskerettighedssag for årtier

Forestil dig Fyn

Denne dejlige, grønne ø, lige midt i Danmark. Kendt for sine lattermilde indbyggere, sit gode øl, sine grønne marker og smukke skove. Egeskov, der signalerer god, dansk grundidyl, Carl Nielsens svungne violintoner og ”hovedstaden” Odense, som tilbyder alt fra indkøb over overnatning til storslået kultur, herunder selveste H. C. Andersen.

Forestil dig alt dette. Kan du høre Dannebrog smælde på flagstængerne? Mærke den milde sommersol mod dit ansigt?

Forestil dig så, at det stort set alt sammen bliver taget væk!

Lillebæltsbroen og Storebæltsbroen blokeres af bevæbnede vagter, togene holder stille, færgerne bliver væk og lufthavnen er kun for kamptropperne, som i øvrigt vælter indover øen i stort tal. Du ville selvfølgelig gribe din telefon – men sendenettet er nede. Hvad så med de sociale medier? Mail? Nyhedsmedierne? Lukket. Der er ingen veje væk fra Fyn, alt er blokeret af tropper fra et ”venligsindet” land, og kun de, der kan dokumentere, at de ikke er fynboer, kan slippe ud.

Og som om mareridtet ikke er alvorligt nok, så går tiden, uden hjælp udefra. De få journalister, der slipper ind på den grønne ø, får ikke lov at tage inkriminerende stof med ud – hvis de overhovedet får lov at rejse igen. Forsyninger er i det hele taget et problem, og varer, du tager for givet, kan ikke længere fås. Det nytter ikke at hive Dankortet frem, varerne er der ikke. Og det problem oplever man også på Universitetshospitalet, der ellers plejede at være et kendt og berømmet hospital, men hvor de nu løber tør for medicin, sterile instrumenter og andre helt grundlæggende ting. Restauranter lukker, både på grund af varemangel og fordi gæsterne bliver væk i frygt for de sporadiske arrestationer og det, der er værre, udført af ”de venligtsindede tropper”. Biler løber tør for benzin, hjemmene oplever strømsvigt, fødevarer bliver knappe og angsten breder sig…

Du kender menneskerettighedserklæringen, du ved, at dette er udenfor enhver rimelighed, men du har ingen mulighed for at gøre noget, du er jo spærret inde i din egen isolerede landsdel. Dit eneste håb, er at Danmark og omverden råber op om denne forfærdelige situation.

Og det GØR de! Dette ville ikke få lov at stå på i månedsvis, Nato og FN ville gribe ind, EU ville kræve reaktioner og uanset graden af isolation, ville de stakkels fynboer få hjælp, tropper, nødhjælp, læger, fødevarer og en indsats for at genskabe øens frihed og demokrati!

Virkeligheden

14 millioner mennesker har siden d. 4. august reelt været fanger i deres egne hjem. Al kommunikation har været suspenderet, herunder internet-, mobil- og fastnet-tjenester. Tv-kanaler er lukket ned og trykning af de fleste aviser ophørt. Det eneste, man kan være nogenlunde sikre på, er tilstedeværelsen af ”venligtsindede tropper” ved alle vigtige steder. Disse mennesker er fuldstændig afskåret fra resten af verdenen.

Det er virkeligheden i Kashmir – et landområde, der reelt har været besat igennem 72 år, og som har måttet døje alvorlige stramninger i de sidste måneder. Undtagelsesreglen, den såkaldte artikel 370, som den indiske regering har indført, giver den indiske administration af det besatte område mulighed for at udarbejde deres egne subjektive love og dermed få fuld kontrol over indbyggerne, som dermed bliver presset til det yderste.

Den indiske militarisering af det indisk kontrollerede område af Kashmir, udgøres bl.a. af, at mere end en million indiske tropper er udstationerede i regionen over de sidste 30 år. Og ifølge de få nyheder, der slipper ud, er overtrædelser af menneskerettighederne efterhånden reglen mere end undtagelsen, uden at det har affødt nogen reel reaktion fra verdenen. Den indiske administration i Jammu og Kashmir har modtaget talrige henvendelser om overtrædelser af menneskerettighederne og de oprindelige love i det hele taget, uden at det har affødt anden reaktion end et let skuldertræk.

FN’s rapporter om regionen taler et klart og dystert sprog: Voldtægter udført så ofte af indisk militær, at det tangerer systematisk terror. Tusindvis af forsvundne civile uden arrestordrer eller bare information om, hvor de er blevet af. Op imod hundrede tusinde omkomne og utallige sårede og lemlæstede, herunder tortur. Og børn er ikke undtaget fra rædslerne.

Det væsentligste mål med denne fremfærd fra indisk side, synes at være at knægte ytringsfriheden for enhver pris. Kashmiris (indbyggere i Kashmir) må ikke ytre sig imod det indiske overherredømme. Og de, der gør, straffes hårdt, når de blot beder om et selvstændigt og demokratisk Kashmir.

Sammenligningerne

Ville Danmark tillade en tilsvarende situation for den danske befolkning? Er det acceptabelt at gå igennem al denne lidelse, blot fordi man siger sin mening? Skal man leve under sådan nogle forfærdelig forhold? Ville den fiktive situation på Fyn, som beskrevet ovenfor, få lov at stå uimodsagt og uden konsekvenser?

Næppe.

Danmark vil ikke acceptere en sådan tilstand for sine egne indbyggere. Og Danmark vil helt sikkert også være der for sine skandinaviske og nordeuropæiske nabolande. Men når blikket rettes tilstrækkelig langt mod syd og øst, bliver der længere mellem protesterne. Brutale tilstande i Syrien, Tyrkiets indmarch mod kurderne, det er et debatpunkt med større grad af bekymring for indvandring og mindre for de mennesker, der lider. Og sker det langt mod øst, i Asien, i et lille område uden væsentlige olieforekomster eller andet, Vesten er afhængige af, så beslutter verdenen at tie stille.

Hvad skal der til for at verden husker, at de smukke ord i FN’s menneskerettighedserklæring gælder for alle og enhver, og som mennesker burde det være vores helt naturlige og umiddelbare pligt at reagere omgående, ikke bare hver gang, men hver eneste gang, disse regler overtrædes! Og da især i et land, Kashmir, hvor de indiske besættelsesmagter har krænket områdets suverænitet og – ikke mindst – menneskerettighederne i omtrent lige så lang tid, som konventionen har eksisteret.

Men i stedet lader almindelige danskere og europæere sig styre af fordomme og en næsten grundliggende ligegyldighed, der tager udgangspunkt i, at de ikke selv lider overlast og desuden er det langt væk. De færreste kender regionen som andet end ”det der sted, Pakistan og Indien strides om”, samt som et navn på noget blødt uld.

For Kashmir handler det ikke om, hvilken overbevisning du har, om du er religiøs eller ateist, om du hedder Jens eller Mohammed, for det her er der tale om så grundlæggende en forbrydelse, at nogen må reagere. Hvor er den berømte danske medmenneskelighed blevet af?

Skolebørn helt ned til 10 år arresteres, trækkes grædende ud af deres senge midt om natten af paramilitære tropper og forældre tør intet sige, fordi de risikerer, at deres børn ”er forsvundet og aldrig har været arresteret!” Et omfattende udgangsforbud forhindrer ethvert forsøg på at få en hverdag til at fungere og gør arbejde, handel og almindeligt samkvem næsten umuligt. Ambulancer forsinkes, når det overhovedet lykkes at få fat i en i et land, der ingen telefoni har!

Det lykkedes beboere i Srinagar at arrangere en fredelig demonstration imod de indiske overgreb i august, men det havde ingen effekt og de indiske myndigheder benægter, at demonstrationen har fundet sted. Alligevel har administrationen lettet lidt på restriktionerne for rejse internt i regionen, uden dog at genetablere hverken internet eller mobiltelefoni. Så situationen er fortsat uforløst.

Baggrund

Kashmir og Jammu er et område, der har været omstridt siden etableringen af det nuværende Indien og Pakistan i 1947. Begge lande gør krav på området og har forskellige syn på, hvorfor de har ret til det. Da Storbritannien forlod området og de to lande blev etableret, fandt det nydannede Pakistan det naturligt, at Kashmir og Jammu med en majoritet af muslimske indbyggere, skulle være en del af Pakistan. Den daværende maharaja af Kashmir og Jammu, Hari Singh, havde drømme om et selvstændigt Kashmir og Jammu, men under pres fra pakistanske angreb, måtte han søge hjælp fra indisk hold. Den hjælp fik han, men den kostede ham en accept af, at landet nu var et selvstyrende område, men under indisk overherredømme.

Hjælpen var imidlertid ikke nok til at stoppe pakistanske forsøg på at invadere landet, og først da FN’s sikkerhedsråd greb ind, lykkedes det at forhandle våbenhvile i januar 1949, hvorefter der etableredes en slags sikkerhedslinje, der groft sagt delte regionen i 1/3 til Pakistan og 2/3 til Indien. Selvstændighed var ikke en mulighed, og det er velkendt, at strid mellem Indien og Pakistan har været en gentagen historie, gang på gang siden. Senest i 1999, hvor væbnet konflikt i Kargil, et distrikt i Kashmir, kostede tusindvis af soldater livet, uanset at detaljerne forties af begge sider!

Krig!

Den pakistanske premierminister, Imran Khan, er ikke tavs i forhold til den nuværende konflikt. Han har således udtalt, at de indiske handlinger i Kashmir kan udløse et blodbad. I en tale til FN sidst i september, advarede Khan om, at ”hvis krigen kommer, kan alt ske. Hvis man forestiller sig, at et land, der er syv gange mindre end sin nabo, står konfronteret med et valg: Enten overgiver I jer, eller også kæmper I til døden for jeres frihed. Vi vil kæmpe, og når et atombevæbnet land kæmper til døden, vil det have konsekvenser langt udover dets egne grænser, det vil have verdensomspændende konsekvenser.”

Tydeligere trussel skal man lede længe efter, men det har tilsyneladende ikke være nok til at skabe nogen væsentlig reaktion i den vestlige verden. Men hvis verden ikke reagerer, og en af verdens største eksport- og importlande fortsætter med at begå uhyrligheder og menneskerettighedskrænkelser med myndighedernes indirekte velsignelse, så kan vi godt begynde at øve os igen, for så kan en kernevåbenudveksling lynhurtigt blive en forfærdende realitet.

Tænk på, at ikke alene vil Indien og Pakistan samt en række berørte nabolande (med ministerens ord) sejle i blod. (Og husk på, at et af disse nabolande er atommagten Kina!) Men selvfølgelig vil store strømme af krigsramte flygte mod andre lande, heriblandt Europa, som allerede oplever et stærkt pres fra flygtningestrømmene fra Syrien og lignende områder.

Er det virkelig sådan, at der skal en krig til, en mulig atomkrig, før FN tager sit ansvar alvorligt og for alvor begynder at mægle mellem de stridende parter OG Kashmir / Jammu? Skal de virkelig forhandle en våbenhvile eller endog en fred efter en kamp, som kunne være undgået? Som SKAL forhindres, hvilket kræver øjeblikkelig handling!

Derfor opfordrer jeg og mange, der tænker som jeg, alle befolkningsgrupper, alle minoriteter og alle store verdensledere og politikere at gribe til handling i en fart! Og dette opråb gælder også dig, der læser dette. Det mindste du kan gøre, er at sprede budskabet – for medmenneskelighedens skyld, for næstekærlighedens skyld, for menneskerettighedernes skyld og fordi det er det eneste rigtige at gøre.

Gør noget.

Anbefal0 anbefalingerUdgivet i Demokrati, EU, Ytringsfrihed

Related posts

One Thought to “En menneskerettighedssag for årtier”

  1. Kirsten Mikkelsen

    Hvorfor hører man nærmest intet om denne sag i pressen?
    Ligger de danske import- og eksportinteresser i området til grund? Eller er indisk mørklægning så effektiv? Uanset hvad svaret er, er perspektiverne skræmmende!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.